Testperiode for MitID går i gang

06-05-2021
It-løsninger

Den 6. maj bliver der med en testperiode taget hul på den sidste del af forberedelserne, inden det velkendte NemID bliver til MitID. Derefter skal alle, der i dag har NemID, overgå til MitID. Det sker for at gøre Danmark klar til fremtidens digitale udfordringer og muligheder.

MitID kan bruges til alt det, vi tidligere har brugt NemID til, eksempelvis at tjekke årsopgørelsen, kommunikere med det offentlige eller gå på netbanken.

Fra maj tester udvalgte brugere og medarbejdere - fra blandt andet banker og offentlige organisationer - overgangen til MitID, og hvordan man bruger det herefter. Først når MitID er testet godt igennem, lanceres MitID for resten af Danmark.

Det er en stor opgave, vi står over for med at få introduceret det nye MitID. Derfor skal det også testes grundigt, inden vi inviterer hele Danmark med ombord.

Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen

Digitaliseringsstyrelsen udgør sammen med bankernes brancheorganisation Finans Danmark partnerskabet bag MitID.

Testperioden foregår i bølger, hvor flere og flere testpersoner kommer på, og hvor i alt op til 7000 testpersoner blandt andet skal teste selve overgangen fra NemID til MitID i deres net- eller mobilbank.

MitID skal tages i brug over en længere periode

MitID lanceres for resten af Danmark, så snart testperioden er velgennemført, og de sidste justeringer er på plads.

Vi er i Danmark nogle af de bedste i verden, når det handler om digitalisering. Med MitID ruster vi os til fremtidens sikkerhedsudfordringer og holder samtidig fast i det stærke samarbejde mellem bankerne og den offentlige sektor om en fælles digital brugervenlig identifikationsløsning i Danmark.

Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark

Efter planen vil de første brugere få MitID fra august 2021, og flytningen af over 5 mio. danskere fra NemID til MitID fortsætter ind i 2022. Man får direkte besked via sin netbank, mobilbank eller via digital post, når man kan få MitID. Først når alle brugere har taget det nye MitID i brug, udfases NemID endeligt.

Vi har et stort fokus på at sikre så god og tryg en overgang til MitID som muligt. For at sikre, at vi får alle med, lancerer vi i august 2021 en kampagne, der skal hjælpe alle godt i gang med at tage det nye digitale ID i brug.

Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen

Bag om MitID

MitID ejes af et partnerskab mellem Finans Danmark og Digitaliseringsstyrelsen, som repræsenterer de danske pengeinstitutter og det offentlige Danmark, det vil sige staten, regionerne og kommunerne. Samarbejdet sikrer, at danskerne fortsat har ét digitalt ID, som kan bruges både til offentlige og private digitale selvbetjeningsløsninger.