Om Digitaliseringsstyrelsen

Digitaliseringsstyrelsen blev etableret i 2011. Vores ca. 220 medarbejdere arbejder hver dag for at digitalisere det offentlige Danmark og bidrager dermed til Finansministeriets mission om at styrke vækst og produktivitet samt sikre effektivisering af den offentlige sektor.

Digitaliseringsstyrelsen i front for et mere digitalt Danmark

Danmark er i front med anvendelse af it og digitale løsninger og danskerne er godt på vej til at bo og arbejde i et digitalt Danmark. Den offentlige sektor er også godt på vej. Regeringen, kommunerne og regionerne har sat barren højt og er ved at omstille den offentlige sektor, så den offentlige service fremover bliver meget mere digital.

Målet er et mere digitalt offentligt Danmark, der effektiviserer og frigør ressourcer samt moderniserer servicen til borgere og virksomheder. Konkret skal fx 80 pct. af borgernes og virksomhedernes skriftlige kommunikation med det offentlige foregå digitalt i 2015 og velfærdsteknologiske løsninger vil blive en naturlig del af hverdagen i de kommende år.

Effektivisering og sammenhængende offentlig service

Digitalisering er et stærkt og afprøvet redskab til at effektivisere og modernisere administrationen, øge produktiviteten og skabe mere sammenhæng i borgernes og virksomhedernes oplevelse af den offentlige service end i dag.

Omstillingen til et mere digitalt offentligt Danmark kræver dog nytænkning, dialog og mod. Digitaliseringsstyrelsen står i spidsen for, at denne store omstilling lykkes og vores arbejde er derfor et afgørende indspil til moderniseringen af den offentlige sektor.

Fællesoffentligt samarbejde og mod til at prøve nyt

Få at nå målet om et mere digitalt offentligt Danmark skal der være en åbenhed over for nye styringsmodeller, mindre berøringsangst over for nye samarbejdskonstellationer, mod til at udvikle mindre bureaukratisk og digitaliseringsklar lovgivning samt vilje til at debattere omstillingen politisk.

Den enkelte kommune, region og statslige myndighed vil skulle transformere hele deres måde at udøve forvaltning på og den store omstilling af samfundet skal kommunikeres, så borgerne og virksomhederne kender den nye virkelighed og føler sig trygge ved den.

Den digitale omstilling baserer sig derfor på et unikt fællesoffentligt samarbejde, som Digitaliseringsstyrelsen på mange områder faciliterer, men hvor alle deltagende parter har et stort ansvar for, at vi sammen kommer i land med et mere digitalt offentligt Danmark.