Overdragelse til drift

Denne tjekliste er til brug for it-driftsorganisationen i forbindelse med, at den får overdraget en ny it-løsning fra et afsluttet it-projekt. Tjeklisten giver et overblik over de aktiviteter, der skal være gennemført, for at it- driftsorganisationen kan tage ansvaret for den nye it-løsning.

I Digitaliseringsstyrelsens dialog med de statslige myndigheder har myndighederne peget på overdragelsen fra projektet til driftsfasen som én af de største udfordringer.

En god start på driftsfasen kræver, at der helt fra projektets start tages højde for den kommende driftsfase, og at der sker en god overdragelse til it-driftsorganisationen. En række aktiviteter skal være gennemført, for at en it-driftsorganisation kan tage ansvaret for, at de i den kommende driftsfase kan understøtte forretningens og brugernes behov. Tjeklisten giver et overblik, som kan danne udgangspunkt for en dialog mellem projektet og it-driftsorganisationen om overdragelsen.

I projektperioden er projektgruppen bindeleddet mellem forretningen og de(n) leverandør(er), der leverer it-løsningen. Overdragelsen af it-løsningen til it-driftsorganisationen skal sætte it-driftsorganisationen i stand til at overtage rollen som bindeled mellem forretningen og leverandør(er) samt ansvaret for de aktiviteter og arbejdsopgaver, der skal gennemføres i driftsfasen for, at it-løsningen kan opfylde forretningens behov, og at leverandør(er) styres via de indgåede kontrakter.

Hent tjeklisten til overdragelse til drift

Denne figur navngiver de aktiviteter, der skal være gennemført, for at it-driftsorganisation kan overtage driften med et afsluttet it-projekt. Figuren har to separate bokse med tre overskrifter i hver. Boks et er forbundet med boks to med en pil. I boks et står der tre overskrifter, ovenfra og ned; Forretning, projektgruppe og leverandør(er). De er forbundet med dobbeltpile. I boks står der tre overskrifter, ovenfra og ned; Forretning, it-driftsorganisation og leverandør(er). De er forbundet med dobbeltpile.