Center for analyse og policy

Center for analyse og policy arbejder med at udvikle den brede digitaliseringspolitik i Danmark. Blandt de vigtige opgaver er at bidrage til politikudvikling på området for fejludbetalinger og snyd, afbureaukratisering og regelforenkling samt digitaliseringsklar lovgivning. Arbejdet vil i 2018 blandt andet tage afsæt i aftalerne i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2016-2020.

En smartere og mere digital offentlig sektor

Kontoret bidrager til arbejdet med den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2016-2020 og har i den sammenhæng blandt andet fokus på

  • Hvordan bedre tilrettelagte sagsbehandlingsprocesser og digitalisering kan bane vejen for mere sammenhæng på tværs af offentlige myndigheder og sektorer. Målsætningerne er blandt andet, at der skal bruges færre ressourcer på samarbejde og koordinering de offentlige myndigheder imellem, og at borgerne oplever mere sammenhæng i den service, de modtager.
  • Hvordan den fællesoffentlige indsats mod fejludbetalinger og snyd med sociale ydelser styrkes. Mere korrekte ydelsesudbetalinger skal både bidrage til at styrke den offentlige sektors økonomiske råderum og borgernes retssikkerhed. Arbejdet har fokus på både at forebygge og afsløre socialt snyd gennem mere effektive og koordinerede myndighedssamarbejder, afbureaukratiserede og effektbaserede kontrolprocesser samt på tilvejebringelse af data af høj kvalitet til brug i kontrolarbejdet.
  • Hvordan det sikres, at de juridiske rammer og den digitale dagsorden spiller sammen på bedst mulig vis.

"Det er vores opgave at følge med den digitale udvikling og pege på, hvor digitalisering og smartere tilrettelæggelse af lovgivning, sagsgange og mødet med borgeren giver mere kvalitet og bedre bundlinje."

Kontorchef i Center for analyse og policy, Søren Beltofte

En mindre bureaukratisk offentlig sektor

Kontoret arbejder for at gøre den offentlige sektor mindre bureaukratisk og mere effektiv. Kontoret gennemfører analyser i spændet mellem digitalisering, jura og styringen af den offentlige sektor. 

Kontoret arbejder desuden med at tilpasse love og regler til den digitale tidsalder, dvs. at gøre lovgivningen digitaliseringsklar. Digitaliseringsklar lovgivning indebærer, at lovgivningen muliggør digital understøttelse eller automatisering af administrative arbejdsgange, skaber rammerne for sammenhængende digitalisering på tværs af myndigheder og ikke forhindrer myndigheder i at udvikle den offentlige service ved hjælp af ny teknologi. Denne indsats fremmes blandt andet gennem et tværoffentligt stående udvalg, der har til opgave at identificere og udarbejde forslag til løsninger på tværgående juridiske problemstillinger, som skal give bedre sagsgange og brugeroplevelser. 

Kontoret bidrager ligeledes til den fortsatte udvikling af Udbetaling Danmarks opgaver vedrørende ydelsesudbetalinger. En stor del af kontorets arbejde med afbureaukratisering og effektivisering berører både den statslige, regionale og kommunale del af den offentlige sektor. Derfor er det en integreret del af kontorets dagligdag at samarbejde med andre ministerier, KL og Danske Regioner.

"Digitalisering giver mulighed for at udvikle og optimere hele den offentlige sektors værdikæde. Vi arbejder med alle dele af værdikæden – vi er med til at skabe forudsætningerne for, at ny teknologi bliver brugt i den offentlige sektors frontlinje. Og samtidig arbejder vi for, at enkel regulering og digitalisering gør det nemmere at komme fra politisk forslag til en bedre og nemmere hverdag."

Kontorchef i Center for analyse og policy, Christian Plaschke