Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

Data skal skabe en mere digitalt sammenhængende offentlig sektor

15-06-2017 Klumme

De kommende dage har jeg et spændende program foran mig på Folkemødet, hvor jeg glæder mig til at tale digitalisering. Som optakt åbner vi i dette nyhedsbrev op for maskinrummet til, hvordan vi arbejder henimod en mere digitalt sammenhængende offentlig sektor.

Offentlig digitalisering har den seneste tid fået meget opmærksomhed i medierne, og der præsenteres mange synspunkter og opfattelser. Jeg er glad for opmærksomheden, da vi arbejder med samfundskritiske it-løsninger, som vedrører alle danskere. Jeg glæder mig derfor rigtig meget til at tale mere om offentlig digitalisering med borgere, myndigheder og erhvervslivet de kommende dage i Allinge.

Fælles plan for digital sammenhæng

Den offentlige sektor er i gang med en omfattende forandringsproces. Vi skal på tværs af stat, regioner og kommuner være klar til at levere på de forventninger, der er fra borgere og virksomheder til, at vi som offentlig sektor sikrer den bedst mulige service med udgangspunkt i deres behov. For at kunne levere på dette, samtidig med at vi har et stigende pres på den offentlige service og de offentlige budgetter, må vi tage den digitale udvikling, der rummer store muligheder for effektivisering og innovation, til os. Derfor har vi i regi af regeringens ambitiøse sammenhængsreform og sammen med de offentlige myndigheder taget fat på opgaven med et ambitiøst mål om en mere tidssvarende offentlig sektor.

Et vigtigt element er bedre brug af offentlige data. Men vi skal først have fundamentet på plads, og der er behov for, at vi i den offentlige sektor i højere grad udvikler vores it-systemer efter en fælles plan, hvor datadeling og dataanvendelse tænkes ind fra start.

Det arbejder vi også på i regi af den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, hvor vi netop har offentliggjort Hvidbog om Fællesoffentlig Digital Arkitektur. Hvidbogen skal på tværs af kommuner, regioner og stat gøre det nemmere ”at få stikkene til at passe sammen” i digitaliseringsstrategiens initiativer. Data skal så vidt muligt kun indtastes én gang, og gode løsninger skal genbruges, så vi ikke spilder tid og penge. Det skaber digital sammenhæng, og det bidrager til en effektiv offentlig sektor.

Perspektiverne for en fælles plan for effektiv og sikker deling af data rækker videre end digitaliseringsstrategien. De erfaringer, vi gør os nu, skal vi lære af og bruge i arbejdet med data i fremtiden.

Vi samarbejder om verdens bedste offentlige data

Det er ikke en nem opgave at sikre digital sammenhæng, men forudsætningerne er gode. Data er råstoffet, og samarbejde er midlet. Vi har i Danmark verdens bedste offentlige data, og samtidig har vi en lang tradition for at samarbejde på tværs af den offentlige sektor. Det skal vi værne om, og vi skal bruge det til at levere verdens bedste offentlige service til borgere og virksomheder – en service som er effektiv, sammenhængende, transparent og målrettet den enkeltes behov.

Ved at anvende data klogere arbejder vi fx for at løse myndigheders og virksomheders udfordringer med at få fordelt deres digitale post bedre. Her er ni myndigheder gået sammen om at teste, hvordan en øget opmærkning med metadata kan bidrage til en mere automatisk fordeling. Lige nu tester myndigheder, hvordan fx bilsynsindkaldelser og straffeattester kan omdeles nemmere og hurtigere. 

Grunddataprogrammet er i gang med at styrke vores vigtige samfundsdata og er lige nu i gang med et testmaraton, hvor de mange tværgående tests mellem registre varer næsten et år. Her går vi med både livrem og seler, fordi grunddata er nogle af de vigtigste data, vi har for fx udbetaling af ydelser, udstedelsen af realkreditlån og offentlig sagsbehandling. 

Programmet bygger de mange grunddataregistre sammen, så information om adresser, klima og meget mere ikke skal opsøges mange forskellige steder. Det er både smart og svært, og vigtigt, at det gøres rigtigt. Derfor er vi grundige og bruger et års tid på at teste.

Kendetegnende for vores arbejde med data er, at vi samarbejder og tester løsningerne og ser dybt ned i vores vigtige data. Det gør vi undervejs, så løsningerne bliver bedre, og vi bliver klogere. Det glæder jeg mig også til at gøre de kommende dage her i Allinge, hvor Folkemødet skydes i gang i dag.

Med venlig hilsen 
Lars Frelle-Petersen