Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

Om nordjyske forbilleder – i telemedicin og fodbold

09-03-2016 Klumme

Kommuner, regioner og staten har nu givet bolden op til landsdækkende udbredelse af telemedicin til borgere med KOL. Nordjylland har med TeleCare Nord-projektet vist vejen.

I efteråret 2015, da den politiske aftale om landsdækkende udbredelse af telemedicin til borgere med KOL blev en realitet, sagde jeg, at ”Danmark nu også er rykket op i den internationale superliga for sundheds-it”. Med en oprykning følger selvsagt overvejelser om, hvordan vi skal klare den nye opgave, vi nu står overfor.

Nordjylland viser vejen

Jeg kan ikke lade være med at tænke på de gæve nordjyder fra Hobro, der sidste år blev hele Danmarks darlings, da de med simple løsninger, hårdt arbejde og frem for alt samarbejde formåede at blive i dansk fodbolds fineste række. Og det selvom alle eksperter på forhånd havde spået deres deroute.

Nordjylland har jo også i telemedicinsk sammenhæng vist vejen med TeleCare Nord-projektet, der nu skal danne skole for udbredelsen af telemedicin til borgere med KOL i hele Danmark. Det er med mange af de samme dyder som fodboldholdet Hobro. Simple løsninger, hårdt arbejde og frem for alt samarbejde har også givet pote, når opgaven hedder telemedicin til borgere med KOL fremfor fodboldsucces i superligaen.

Vi skal ikke gøre det sværere end det er

Med landsdækkende telemedicin har vi sat et kæmpe skib i søen, og vi er nødt til at anerkende omfanget af projektet. Det er ikke en nem opgave, og derfor skal vi – sagt på godt nordjysk: ”Ikke gøre den sværere end den er”. Vi skal bruge de gode erfaringer, der er gjort i TeleCare Nord. Og selvom der skal være rum for lokale tilpasninger, skal vi ikke opfinde 98 forskellige, dybe telemedicinske tallerkner. Det risikerer at sætte både kvaliteten og økonomien i projektet over styr.

Beregninger viser, at det giver samfundsøkonomisk mening at udbrede telemedicin. Den helt store økonomiske gevinst kan vi ikke levere med det samme. Men de erfaringer, der nu bliver gjort over hele landet, kommer til at lægge sporene til både bedre og billigere digital velfærd i fremtiden.

Mere et samarbejdsprojekt end et it-projekt

Det er vigtigt at have blik for de centrale udfordringer i projektet. Telemedicin er nok baseret på it, men det er ikke TeleKittet, der er udfordringen – det er samarbejdet. 98 kommuner, fem landsdelsprogrammer, en fællesoffentlig porteføljestyregruppe og mange nysgerrige borgere skal få det hele til at hænge sammen. Det er en stor og spændende opgave.

Og så er vi tilbage ved Hobro… I øjeblikket klarer de sig ikke så godt. Men de bliver ved med at tro på simple løsninger, hårdt arbejde og samarbejde. Den tilgang skal vi også holde fast i, når vi møder modstand, og der skal holdes mange bolde i luften på én gang.

Jeg vil ønske alle parterne bag den landsdækkende udbredelse rigtig god arbejdslyst. Landsdækkende telemedicin til borgere med KOL skal være implementeret med udgangen af 2019. I Digitaliseringsstyrelsen sidder et fællesoffentligt sekretariat med medarbejdere fra både styrelsen og de øvrige parter. Sekretariatet skal betjene den porteføljestyregruppe, der har ansvaret for at følge implementeringen rundt om i landet. Digitaliseringsstyrelsen vil bidrage alt, hvad vi kan for, at projektet skal lykkes. Jeg er sikker på, at vi med nordjyske forbilleder – både på og uden for fodboldbanen – kan nå målet sammen.

Med venlig hilsen

Lars Frelle-Petersen