Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

Fra strategi til virkelighed

07-12-2015 Klumme

Det er ikke kun 2015, der går på hæld. Også den nuværende digitaliseringsstrategi nærmer sig sin afslutning. Vi ser tilbage på fire år med en regulær ”digitaliserings-tour de force” i det offentlige, hvor vi er nået langt med en stor, fælles indsats.

Stort arbejde på tværs af sektorer

Der er sket meget, siden politikerne i 2011 vedtog en ambitiøs strategi, som har sat store aftryk og skabt gode resultater.

Resultaterne taler for sig selv. Borgere og virksomhederne har været uhyre omstillingsparate, og har taget de digitale løsninger til sig. Også når de løsninger, som de har mødt på nettet, ikke har været helt intuitive fra start. Og i dag er det naturligt for de fleste at læse brevene digitalt og betjene sig selv på borger.dk. Undersøgelser viser, at det faktisk sker med ret stor tilfredshed til følge. Myndighederne har også gjort et stort arbejde for at ændre arbejdsgange og omlægge kommunikationen til de digitale kanaler – og mange interesseorganisationer har hjulpet os godt på vejen. Og det er det, der skal til, for at digitaliseringen skal lykkes. En fælles indsats på tværs af sektorer.

Stor samfundsmæssig forandring

Da den nuværende digitaliseringsstrategi blev lanceret i 2011, var det startskuddet til en stor samfundsforandring, hvor bl.a. kommunikationen mellem borgere og det offentlige skulle ske digitalt. Der fulgte derfor et vigtigt arbejde med at sikre det politiske mandat via lovgivning, de digitale løsninger er videreudviklet og tilpasset, der er sket en omfattende lokal omlægning af arbejdsgange og et stort informationsarbejde både nationalt og lokalt.

For lidt over et år siden tog den offentlige sektor det hidtil største digitaliseringsskridt og gjorde det obligatorisk for borgerne at modtage Digital Post fra det offentlige. Jeg vil godt indrømme, at der var en smule nerver på i kulissen. Men de blev alle gjort til skamme. Her lidt over et år efter overgangen til Digital Post viser tallene, at danskerne har taget den digitale kommunikation til sig. Endnu flere, end vi havde forventet, er tilmeldt Digital Post, og folk er gode til at huske at få posten læst. De største tekniske knaster er ryddet af vejen, og omlægningen af arbejdsgangene i de offentlige myndigheder har givet flotte resultater. 80 mio. breve er sendt som Digital Post alene i år – hvilket er dobbelt så meget som hele sidste år.

Vi er nået langt de sidste fire år, selvom vi på mange måder stadig kun lige er begyndt. Med de store digitale forandringer opstår der nye forventninger og nye bekymringer, fx et naturligt fokus på it-sikkerhed og de borgere, der ikke kan benytte de digitale tilbud.

Vi er ikke i mål, men vi er godt på vej. Og vi er i gang med at tegne stregerne til den næste digitaliseringsstrategi, som bygger videre på det stærke fundament samtidig med, at den skal adressere de muligheder og udfordringer, som der er i en digital offentlig sektor.

Selvom der er et par uger til, vil jeg gerne ønske alle en glædelig jul og et godt nytår. 

Med venlig hilsen

Lars Frelle-Petersen