Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Ny strategi for it-styring i staten skal løfte kvaliteten af den statslige it-styring

21-11-2017 Digitaliseringsstyrelsen

Innovationsministeren har præsenteret Et solidt it-fundament – strategi for it-styring i staten. En strategi, som over de kommende fire år skal løfte de statslige myndigheders arbejde med it.

Hvis den statslige it-portefølje også i fremtiden skal være et solidt fundament for udviklingen af velfærdssamfundet, kræver det, at alle myndigheder i staten tager større ansvar for, at deres it-systemer er forvaltet på en forsvarlig måde, og at deres it-projekter styres med sikker hånd. Det skal den nye strategi for it-styring i staten understøtte med 13 konkrete initiativer. Udvikling, implementering og drift af strategiens initiativer er forankret i Digitaliseringsstyrelsen.

Direktør i Digitaliseringsstyrelsen, Rikke Hougaard Zeberg udtaler:

"Det er nødvendigt, at vi i staten får styr på de helt fundamentale ting i forhold til udvikling og drift af it. Projekterne skal blive på sporet, systemerne skal vedligeholdes løbende, og medarbejderne skal have de rette kompetencer. Det er forudsætningen for, at vi fremover kan levere en effektiv, sikker og brugervenlig service til borgere og virksomheder."

Strategi for it-styring i staten definerer fem fælles målsætninger, som de statslige myndigheder skal styre it efter. Hver målsætning er bakket op af initiativer, som skal hjælpe de statslige myndigheder med at blive bedre til it-styring.

De statslige myndigheder skal være i stand til at indgå i samarbejdet med de private leverandører på en kompetent og ansvarlig måde og have kompetencerne til at se og udnytte den værdi, it skaber for forretningen.

Ifølge Rikke Hougaard Zeberg er det helt afgørende, at de statslige ledelser går forrest:

”It er i dag så vigtig en del af statens kerneopgaver, at det er helt afgørende, at det er de statslige myndigheder selv, der står ved roret og tager ansvaret for it på sig. Mange steder i staten er man godt på vej, men der er stadig en del myndigheder, der har en stor opgave foran sig med at få hævet kvaliteten af deres it-styring.”

Som led i strategien etableres en ny ramme for, hvordan de statslige myndigheder arbejder med it. Alle statslige myndigheder skal fremover følge den statslige it-systemstyringsmodel, og alle ministerområder skal igennem faste reviews af deres it-systemstyring hos Statens It-råd. Det betyder, at ledelserne i de statslige myndigheder fremover skal kunne stå på mål for de beslutninger, de træffer om styringen af deres it-systemer.

Ifølge Rikke Hougaard Zeberg sætter Strategi for it-styring i staten retningen for, hvordan staten rydder op i problemerne og skaber et solidt it-fundament, som forudsætning for den fortsatte udvikling af velfærdssamfundet:

”Det bliver et langt sejt træk, fordi der er mange problemer, der skal løses, og mange arbejdsgange der skal ændres. Med 13 konkrete initiativer er ’Strategi for it-styring i staten’ det første vigtige skridt på vejen.”