Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Status for 2016 på den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi

08-05-2017 Digitaliseringsstyrelsen

Stort set alle 33 initiativer i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi er igangsat, og de første synlige resultater viser sig. Det viser den første årlige statusredegørelse for den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2016-2020.

Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2016-2020 blev lanceret i maj 2016. Med den blev regeringen, KL og Danske Regioner enige om i fællesskab at hæve barren og ambitionerne for det fælles digitaliseringsarbejde. Blandt andet rummer digitaliseringsstrategien en bredere vifte af initiativer, end tidligere strategier, og omfatter også nye områder som forsyningsområdet og informationssikkerhed. 

”Denne første årlige statusredegørelse for digitaliseringsstrategien for 2016 viser overordnet set, at strategiens initiativer er kommet godt fra start. I 2016 blev størstedelen af strategiens 33 initiativer igangsat, og de tilhørende styre- og arbejdsgrupper blev bemandet og kom i gang med arbejdet, ” siger Louise Palludan Kampmann, kontorchef, Digitaliseringsstyrelsen.

Flere af initiativerne indeholder analyser, som skal være med til at kvalificere de konkrete indsatser, som initiativerne hver især skal arbejde videre med i strategiperioden. Resultaterne af disse analyser vil for mange initiativers vedkommende ligge klar i løbet af 2017.

Synlige resultater 

Nogle initiativer kan dog allerede nu fremvise resultater. Der er udarbejdet en hvidbog om arkitektur for digitalisering. Hvidbogen skal danne rammen for, hvordan it-systemer på tværs af staten, regionerne og kommunerne kan udveksle data. Hvidbogen har været i høring og resultaterne indarbejdes, således at hvidbogen kan godkendes indenfor kort tid. Ligeledes skrider arbejdet med udviklingen af de nye generationer af NemID, NemLog-in og Digital Post fremad. Der er gennemført leverandørdialog og projekterne er i gang med udarbejdelse af udbudsmaterialet, da projekterne skal sendes i udbud i løbet af det næste halve år. Og endelig er der gennemført en række informationskampagner om informationssikkerhed, bland andet om brugen af cookies på hjemmesider og information til danskerne om, hvordan man bedre kan beskytte sine data på nettet.

Der vil også fremover blive gjort årlig status på den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2016-2020. Formålet med de årlige redegørelser er at give indblik i fremdriften på digitaliseringsstrategiens initiativer, så også myndigheder, interesseorganisationer og andre interesserede parter kan følge med. 

Læs hele 2016-udgaven af ”Årlig statusredegørelse for den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2016-2020”