Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Økonomiaftaler med fokus på udbudsprojekter, digitale velfærdsløsninger og afbureaukratisering

07-06-2017 Digitaliseringsstyrelsen

Enighed om rammerne for udbuddene af de næste generationer af NemID (MitID), NemLog-in og Digital Post, hurtigere og mere effektiv udbredelse af digitale velfærdsløsninger og afbureaukratisering. Det er blot nogle af de markante digitale aftryk, som kan findes i aftalerne om kommunernes og regionernes økonomi for 2018.

Udbud af de næste generationer af NemID (MitID), NemLog-In og Digital Post

NemID (MitID), NemLog-in og Digital Post udgør kritisk it-infrastruktur og er grundlaget for fortsatte effektiviseringsgevinster i den offentlige sektor, reducerede byrder for virksomhederne samt tidssvarede digital service til borgere og virksomheder. Infrastrukturløsningerne har opnået stor udbredelse, og alene i 2016 blev der fx sendt mere end 112 mio. digitale forsendelser med Digital Post. 

De kommende år skal de store fælles løsninger i udbud, hvilket giver mulighed for videreudvikling og nytænkning. Med økonomiaftalerne for 2018 er regeringen blevet enige med KL og Danske Regioner om rammerne for finansiering af de næste generationer af NemID (MitID), NemLog-in og Digital Post. Med aftalen er der skabt et rigtig godt afsæt for de kommende udbud og fremtidssikringen af løsningerne.  

Udbredelse af digitale velfærdsløsninger

Digitale velfærdsløsninger kan bidrage til, at borgere bliver mere selvhjulpne og opnår øget livskvalitet i hverdagen samtidig med, at der kan frigøres ressourcer. Som led i sammenhængsreformen har regeringen derfor aftalt med kommunerne og regionerne at gennemføre et serviceeftersyn af udbredelsen af digitale velfærdsløsninger. Serviceeftersynet skal identificere initiativer, der kan sikre mere effektiv udbredelse af veldokumenterede løsninger - til gavn for borgere i hele landet. 

Regeringen har også aftalt med kommunerne og regionerne at prioritere udbredelsen af telemedicin til borgere med KOL højt, så relevante borgere med KOL får tilbudt telemedicin senest med udgangen af 2019. Samtidig er det aftalt, at regioner og kommuner går sammen i et fælles udbud om anskaffelse af telemedicinske løsninger i 2018.

Regeringen og Danske Regioner er også blevet enige om, at telemedicinsk hjemmemonitorering til gravide med komplikationer skal udbredes på landets fødeafdelinger inden udgangen af 2020. Den telemedicinske løsning giver mulighed for behandling med udgangspunkt i den gravides behov og forventes samtidig at reducere presset på fødeafdelingerne. Udbredelsen er baseret på gode erfaringer fra Aarhus Universitetshospital, hvor løsningen har været i drift siden 
2014. Med løsningen får gravide mulighed for at monitorere sig selv og deres ufødte barn hjemme fra sofaen – fremfor at gå til kontrol på et sygehus eller blive indlagt. 

Moderniserings- og effektiviseringsprogrammet

Ved sidste års forhandlinger om kommunernes økonomi der indgået aftale om moderniserings- og effektiviseringsprogrammet, som skal frigøre 1 mia. kr. årligt i kommunerne fra 2018. Der er derfor gennemført initiativer, som frigør ressourcer i kommunerne. 

Der skal blandt andet skabes bedre sammenhæng på tværs. I dag udarbejder kommunerne omkring 900.000 handleplaner til borgere, og mange borgere oplever at have flere forskellige planer på særligt beskæftigelses- og socialområdet. En afdækning har vist, at handleplanerne med fordel kan reduceres til én samlet plan for både at skabe mere sammenhængende forløb for borgeren og mere effektiv ressourceudnyttelse. Regeringen og KL har aftalt at tage skridt til at reducere antallet af planer, som én borger eller familier modtager, til én samlet plan.

Regeringen og KL har også aftalt at gennemføre kulegravninger af ældre- og dagtilbudsområdet, der er en del af regeringens sammenhængsreform. Kulegravningerne skal sikre mere tid til kerneopgaverne for medarbejderne bl.a. gennem regelforenkling og ved at understøtte, at dokumentation er styringsrelevant og målorienteret. 

Derudover har parterne aftalt at implementere en række tiltag til digitalisering af indkøbsopgaven i den offentlige sektor.

Øvrige digitale aftryk i aftalerne om kommunernes og regionernes økonomi 2018

• Regeringen, KL og Danske Regioner er enige om at prioritere data og informationssikkerhed højt. Der skal derfor gennemføres en analyse af, hvordan deling af data i den offentlige sektor kan ske mere sikkert og effektivt, herunder ved brug af nye teknologier. Analysen skal styrke fortrolighed og tryghed om, hvordan den offentlige sektor håndterer personfølsomme oplysninger og bidrage til at sikre et højt sikkerhedsniveau i den digitale infrastruktur. 

• Regeringen er enige med KL om at styrke kontrollen med udbetalingen af sociale ydelser, bl.a. ved at igangsætte pilotprojekter for effektmåling af kontrollen i sagsbehandlingen og i den løbende opfølgning på ydelsessager. Bedre effektmålinger understøtter en mere målrettet kontrolindsats, så snyd med udbetaling af sociale ydelser i højere grad opdages. 

• De økonomiske rammer i 2018 for finansieringen af den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi fastholdes

• De offentlige myndigheders betaling for CPR-data omlægges fra fakturering efter forbrug til en bevilling på finansloven, når CPR-data bliver tilgængelige på Datafordeleren

• Frem mod næste års økonomiaftale er regeringen og kommunerne enige om, i regi af moderniserings- og effektiviseringsprogrammet, bl.a. at se nærmere på, hvordan automatisering på administrations- og ydelsesområdet kan gøre sagsbehandlingen hurtigere og mere effektiv.

Læs økonomiaftalerne

Økonomiaftalerne kan læses på Finansministeriets hjemmeside: 
Pressemeddelelse vedr. kommunernes økonomi 2018
Pressemeddelelse vedr. regionernes økonomi 2018