Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Ny statusrapport for statens store it-projekter

30-03-2017 Digitaliseringsstyrelsen

Statens It-projektråd har offentliggjort status for de store it-projekter for 2. halvår 2016. To projekter har fået røde trafiklys, mens seks har fået gule trafiklys. Med rapporten kommer rådet også med input til regeringens arbejde med en statslig it-strategi.

It-projektrådet offentliggør to gange om året en status for overholdelse af tidsplan, budget og gevinstrealisering i statens store it-projekter. It-projektrådet har udgivet dette statusoverblik, siden rådet blev etableret i 2011, og i alt har 71 it-projekter været igennem It-projektrådet siden da.

På baggrund af projekternes oplysninger om forventede afvigelser fra den planlagte tidsplan, budget og gevinstrealisering tildeler rådet alle projekter et trafiklys som udtryk for projektets tilstand. For 2. halvår 2016 har 22 projekter statusrapporteret. To projekter er blevet tildelt røde trafiklys, seks projekter er tildelt gule trafiklys, 13 projekter er tildelt grønne trafiklys, og et enkelt projekt har ikke fået et trafiklys.

I rapporten kommer It-projektrådet også med forslag til regeringens it-strategi, hvor arbejdet netop er igangsat. Strategien kan ifølge It-projektrådet med fordel se på, hvordan monitoreringen og rådgivningen af statslige it-projekter styrkes, fx ved at målrette indsatsen i forhold til de mest komplekse og risikofyldte projekter. Derudover bør strategien understøtte den fortsatte kompetenceudvikling og myndighedernes samarbejde med leverandørerne.

Læs statusrapporten for de store statslige it-projekter (pdf)