Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Ny hvidbog sætter fokus på digital sammenhæng

06-06-2017 Digitaliseringsstyrelsen

Kommunerne, regionerne og staten har i regi af den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi udarbejdet Hvidbog om Fællesoffentlig Digital Arkitektur. Hvidbogen fastlægger rammerne for, hvordan it-løsninger i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi skal ’tale sammen’ og indgå i samspil med andre it-systemer på tværs af den offentlige sektor.

Data, it-systemer, robotter og apps bidrager allerede i dag til opgaveløsningen på en lang række områder i den offentlige sektor, eksempelvis med velfærdsteknologi, miljøovervågning og smartere trafikafvikling. Det giver en effektiv offentlig sektor, god service og nye muligheder for borgere og virksomheder.

Og vi kan i den offentlige sektor blive endnu bedre. Vi skal ikke indsamle de samme data flere gange, gode løsninger skal ikke genopfindes, og processer på tværs af myndigheder og sektorer skal ikke give besvær og ekstra omkostninger for myndigheden, borgeren og virksomheden.

Som et skridt mod dette mål har kommunerne, regionerne og staten, som led i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2016-2020 aftalt, at der skal udarbejdes en fællesoffentlig arkitektur for sikker og effektiv deling af data og tværgående processer. Arkitekturen skal i første omgang anvendes og afprøves i regi af initiativerne i digitaliseringsstrategien.

”I kommunerne samarbejder vi ofte med regioner og statslige myndigheder indenfor fx beskæftigelse, socialområdet, miljø og sundhed. Derfor er det også vigtigt, at digitaliseringen understøtter dette samarbejde på tværs, og at borgeren eller virksomheden oplever en sammenhængende og sømløs service. Det hjælper de rammer til, som vi med hvidbogen nu har udarbejdet i fællesskab på tværs af kommuner, stat og regioner, og vi ser frem til at afprøve og udvikle det i digitaliseringsstrategien” siger Ralf Klitgaard Jensen, afdelingschef i KL.

Hvidbogen om Fællesoffentlig Digital Arkitektur sætter de overordnede rammer for deling af data gennem 8 principper og 22 arkitekturregler og skal anvendes af alle initiativer i digitaliseringsstrategien, der har et væsentligt indhold af arkitektur og data.

Det skal bidrage til, at de løsninger, der udvikles, giver borgere og virksomhederne en service, som er effektiv, sammenhængende, transparent og målrettet den enkeltes behov.

”At vi nu på tværs af den offentlige sektor har fastlagt de overordnede rammer for, hvordan vi i digitaliseringsstrategien arbejder med it-udvikling, der med udgangspunkt i borgernes behov og de ansattes opgaver kan understøtte tværgående processer og datadeling, er et vigtigt bidrag til arbejdet med fx tværgående patientforløb, og at den enkelte patient oplever et smidigt, effektivt og sammenhængende forløb” siger Henrik Hammer Jordt, formand for Danske Regioners It-arkitekturråd.

Læs hvidbogen her.

Verdens bedste offentlige data

På vejen mod øget digital sammenhæng i den offentlige sektor er kvaliteten af data afgørende. Vi har i Danmark verdens bedste offentlige data, men vi skal længere endnu, for at vi for alvor kan høste gevinsterne ved digitalisering. Et af de konkrete tiltag i forbindelse med den fælles digitale arkitektur er derfor et sæt regler for, hvordan begreber og data modelleres – i daglig tale modelreglerne. De skal bidrage til, at data er beskrevet grundigt, korrekt og ensartet, så de forstås på samme måde, uanset om der er tale om et it-system i en kommune, på et hospital eller i et ministerium.

Hvidbogen og modelreglerne for den Fællesoffentlige Digitale Arkitektur er vedtaget af styregruppen for data og arkitektur. Styregruppen består af repræsentanter for de fællesoffentlige parter og har ansvaret for udvikling, vedligehold og anvendelse af den fælles arkitektur, som i første omgang er gældende for de 33 initiativer i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi. Der er enighed mellem de fællesoffentlige parter om på baggrund af disse erfaringer på et senere tidspunkt at drøfte, om den fællesoffentlige digitale arkitektur skal anvendes bredere i den offentlige sektor.

"Jeg er meget tilfreds med det fællesoffentlige samarbejde, der har været i forbindelse med udarbejdelsen af hvidbogen og modelreglerne. Det er et godt eksempel på, hvordan vi ved at samle vores kompetencer og erfaringer på tværs af forskellige sektorer og fagområder kan skabe fælles fodslag for en sammenhængende digital udvikling. Det gør allerede nu en forskel for initiativerne i digitaliseringsstrategien, og det giver os et solidt fundament, når vi skal drøfte de videre muligheder og perspektiver for at skabe digital sammenhæng i den offentlige sektor”, siger Lars Frelle-Petersen, Direktør i Digitaliseringsstyrelsen.

Hjemmeside for den Fællesoffentlige Digitale Arkitektur

På hjemmesiden for den fællesoffentlige digitale arkitektur, arkitektur.digst.dk, kan man læse mere om hvidbog og modelregler, lovgivning på dataområdet, internationale samarbejder om data og arkitektur mv. Hjemmesiden vil løbende blive opdateret, efterhånden som den fællesoffentlige digitale arkitektur udbygges i løbet af de kommende år.