Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Borger.dk er i mål med nyt CMS

26-01-2017 Digitaliseringsstyrelsen

En af de helt store prioriteter i Digitaliseringsstyrelsen sidste år, har været at komme i mål med at skifte CMS fra Sharepoint til Sitecore, for at ruste borger.dk til mere personaliseret indhold fremover. Det lykkedes.

Projektet med at skifte fra et CMS til et andet på borger.dk viser, at man godt kan skifte motor på et fly, mens det flyver. Borger.dk overgik i starten af december fra Sharepoint til Sitecore, efter et velgennemført projekt, der har løbet henover 2016.  

Ændringen er sket uden at borgerne opdagede det, hvilket også var planen. Og selvom selve motoren i portalen er skiftet ud, er brugergrænsefladen og alt indholdet det samme. 

Mulighed for øget personalisering af indhold på borger.dk  

Kontorchef for borger.dk, Helle Junge Nielsen, er yderst tilfreds med projektets gennemførelse:

”Med det nye CMS står borger.dk nu rustet til at kunne understøtte digitaliseringsstrategiens målsætninger om mere personaliseret indhold. Når det er sagt, ligger der et stort arbejde forude. Dels skal vi og de øvrige myndigheder nu gøre os erfaringer med at bruge det nye system, og dels skal vi til at udnytte de nye muligheder, hvor indhold skal målrettes specifikke segmenter af borgere, der benytter portalen”, siger Helle Junge Nielsen, og fortsætter: 

”Pensionister skal fx ikke have vist artikler om pladsanvisning til vuggestue og den unge studerende skal ikke have vist indhold om pension. I denne strategiperiode sætter vi øget fokus på at udnytte mulighederne for at give borgere både overblik og indblik i egne relevante data på borger.dk. Det bliver helt centralt, at vi i samarbejde med myndighederne gør os erfaringer med at udstille relevante personlige data for borgerne, og ikke mindst bliver klogere på hvilke forudsætninger det kræver, og hvilke effekter det vil have”, afslutter hun.

Al funktionalitet og alle arbejdsgange kortlagt

Borger.dk havde i 2016 mere end 36 mio. besøg, har 800 indholdssider, udstiller 2.000 selvbetjeningsløsninger og eksporterer tekster til kommunernes hjemmesider. Portalen er altså en central digital platform for borgerne, når de skal i kontakt med det offentlige. Derfor har projektet med at migrere alt indhold til nyt CMS haft højeste prioritet i 2016. 

I projektet er al funktionalitet og de arbejdsgange, der var i det eksisterende system blevet kortlagt, og der er blevet taget stilling til, hvordan og hvad der skulle overføres til det nye system.

”Når man udskifter et system med et andet, er det altid en balancegang at sikre, at man gør maksimalt brug af de muligheder, der er i det nye system samtidigt med, at man stadig understøtter de forretningsgange, som brugerne har opøvet i det gamle system. Det er mit indtryk, at vi er lykkes med det”, fortæller projektleder, Martin Høegh Mortensen.

Tilfredse samarbejdspartnere

Webchefarkitekt og chefkonsulent, Rune Arnfeldt Jarden fra ATP, synes også projektet er lykkes til fulde. Han har siddet med i projektets styregruppe som seniorbruger og siger:

”I betragtning af projektets kompleksitet, og hvor stort og langvarigt det har været, er det forløbet snorlige. Vi har fået et borger.dk med meget hurtige svartider og et topmoderne CMS. ATP’s godt 30 redaktører på borger.dk har taget rigtig godt imod Sitecore, og vi var i fuld gang efter en halv dags undervisning. Projektet har været en fornøjelse at deltage i, og jeg er meget glad for resultatet.” 

Nøje planlagt it-projekt i dialog med It-projektrådet

Udskiftningen til et nyt CMS har været en længere proces. It-projektrådet har bl.a. været inddraget. De kom bl.a. med anbefalinger til, hvordan projektet kunne arbejde med en bredere inddragelse af interessenterne. Også projektets styregruppe, som bl.a. bestod af repræsentanter for kommunerne og statslige redaktører, bidrog i hele projektperioden med konkret viden og erfaring, gode råd og anbefalinger. 

En del af projektet har været at udarbejde undervisningsmateriale til brug for undervisning af de statslige redaktører, samt vejledninger, FAQ’s m.m. til brug for det efterfølgende daglige redaktionelle arbejde. Ansvarlig kommunikationskonsulent i Statsforvaltningen, Johanne Duus Hornemann fortæller:

”Der opstår som regel altid uforudsete forhindringer, når man arbejder med større projekter. Vi er desuden mange forskellige myndigheder og institutioner, der bidrager til borger.dk, hvilket normalt komplicerer den slags yderligere. Men for os i Statsforvaltningen har overgangen til det nye system været helt gnidningsfri. Vi har reelt set ikke mærket noget til det, og det er i denne sammenhæng virkelig positivt.” 

Projektet er glade for de mange positive tilbagemeldinger, som de eksterne har givet. Det har helt klart forbedret projektet, fortæller Martin Høegh Mortensen, der tager de gode input til, hvordan systemet kan forbedres, med i det videre arbejde. 

Spørgsmål til projektet

Har du spørgsmål til projektet eller den tekniske løsning, er du velkommen til at kontakte projektleder, Martin Høegh Mortensen på hoegh@digst.dk

Har du spørgsmål til indholdet på borger.dk eller brugen af Sitecore kan du kontakte redaktionen for borger.dk på admin@borger.dk