Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Større sammenhæng kan forbedre brugeroplevelsen ved flytning

08-08-2017 Digitaliseringsstyrelsen

En ny analyse af borgernes samlede oplevelse med at flytte giver fem bud på, hvordan borgere får en bedre brugeroplevelse.

Initiativ 1.1 i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi har til formål at skabe mere sammenhængende digitale brugerrejser for borgere og virksomheder. Analysen, som er foretaget af konsulenthuset Designit, kommer med fem anbefalinger til at forbedre borgernes oplevelse med det offentlige i forbindelse med flytning:

  • Flytteguide – skal skabe overblik over brugerrejsen
  • Facilitér mit adresseskift – skal skabe overblik over, hvilke myndigheder der får/ikke får automatisk besked ved flytning
  • Rigtigt lægevalg første gang – skal forbedre processen for lægevalget for borgeren
  • Husk forskudsopgørelsen – skal påminde borgeren om behov for eventuelle ændringer
  • Boligstøtte når du flytter – skal forenkle lovgivningen og forbedre borgernes forudsætninger for at forstå sammenhængen mellem flytning og boligstøtte 
Herudover peger analysen på følgende forudsætninger for en sammenhængende flytteoplevelse: a) bedre sprog og kommunikation, b) transparens samt c) tilgængelighed og simplificering.

Anbefalingerne er blevet til ved at anlægge et ude-fra-ind-perspektiv på brugerrejsen, dvs. ved at undersøge, hvilke konkrete udfordringer en række borgere har i forbindelse med at flytte. Herefter er det blevet undersøgt, hvordan disse udfordringer ville forventes at kunne løses af det offentlige. De involverede myndigheder går nu videre med at afdække, om og hvordan anbefalingerne eller dele heraf kan føres ud i livet. 

Service design er en kendt metode til at analysere brugeroplevelsen i forhold til en service, der i dette tilfælde ydes på tværs af offentlige myndigheder og private aktører. Med analysen har de fællesoffentlige parter fået de første fælles, konkrete erfaringer med brugen af service design-metoden til at analyse brugerrejser på tværs af de offentlige myndigheder.

  
De deltagende fællesoffentlige parter samler løbende op på erfaringerne med at arbejde med tværgående brugerrejser med henblik på videndeling om brugen af service design-metoden og beslutning om evt. flere analyser af sammenhængende brugerrejser for borgere og virksomheder.

Læs rapporten

Bedre brugeroplevelser ved sammenhængende brugerrejser for flytning (pdf)


Baggrund

Analysen er foretaget af konsulenthuset Designit i perioden januar-april 2017 på vegne af de fællesoffentlige parter. Analysen er baseret på ni kvalitative interviews af borgere, som er flyttet inden for de seneste fire måneder og udtrykker deres specifikke oplevelse. Analysen har inddraget de involverede myndigheders fagpersoner ved workshops og interviews, men rapporten afspejler konsulenthusets anbefalinger til videre drøftelse myndighederne imellem.

Læs også