Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Udbud af driften af det nuværende NemID

28-11-2016 Digitaliseringsstyrelsen

Digitaliseringsstyrelsen udbyder i 2017 driften af den eksisterende NemID-løsning. Det sker for at sikre, stabil og sikker drift af NemID frem til næste generation NemID kan tages i brug.

Digitaliseringsstyrelsen er i samarbejde med finanssektoren i fuld med gang med det arbejde, der skal skabe fremtidens digitale identitets- og signaturløsning, der skal afløse det nuværende NemID. En fremtidig løsning skal både imødekomme brugernes behov og den offentlige sektors og de danske pengeinstitutters krav.

Parterne bag den næste generation NemID har netop afsluttet markedsdialog i form af dialogmøder med flere end 10 potentielle leverandører – udvalgt blandt mere end 20 interesserede. Markedsdialogen har vist, at der er stor og positiv interesse for projektet i markedet, og at der er behov for ikke at forcere gennemførelse af udbuddet, hvis der skal sikres reel konkurrence om udvikling og etablering af en fleksibel og teknologisk fremtidssikret løsning. 

På den baggrund har Digitaliseringsstyrelsen besluttet at gennemføre et udbud af driften af det eksisterende NemID, således at vi sikrer en stabil, kontinuerlig og sikker levering af NemID i perioden fra november 2017, hvor den nuværende kontrakt udløber, og til den nye løsning er færdigudviklet og klar til at tage i brug. Digitaliseringsstyrelsen vil snarest igangsætte planlægning og gennemførsel af dette udbud.