Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Pressemeddelelse: Ny fællesoffentlig digitaliseringsstrategi – et stærkere og mere trygt digitalt samfund

12-05-2016 Digitaliseringsstyrelsen

Regeringen, KL og Danske Regioner har indgået aftale om den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi for 2016-2020. Strategien skal medvirke til at forme fremtidens digitale Danmark og sikre, at den offentlige sektor kan gribe ud efter de teknologiske muligheder for at skabe yderligere værdi, vækst og effektivisering, mens danskernes tryghed og tillid til det digitale samfund fastholdes.

Et mere digitalt Danmark 

Regeringen, kommunerne og regionerne lægger med den nye fælles strategi fundamentet for fremtidens digitale offentlige sektor og sætter tre ambitiøse, men samtidig realistiske mål for udviklingen de kommende år: 

  • Digitalisering og bedre genbrug af data skal bidrage til at skabe en mere sammenhængende og effektiv offentlig service med digitale velfærdsløsninger af høj klasse. Det skal blandt andet gøre det endnu nemmere for borgeren at møde det offentlige digitalt og opleve en mere koordineret offentlig service på tværs af myndigheder.
  • Offentlig digitalisering skal også gøre det lettere og mere attraktivt at drive virksomhed og nedbringe virksomhedernes administrative byrder. Fx skal erhvervslivet have adgang til flere offentlige data, der kan udnyttes som råstof til forskning, teknologi og innovation.
  • Udviklingen skal ske med sikkerhed for borgerens og virksomheders data, så danskerne også fremover har stor tillid til offentlige digitale løsninger. Danmark skal fortsat være et samfund, hvor alle kan deltage – både de digitalt parate og dem, der ikke kan eller har mulighed for at bruge de digitale løsninger. 

Finansminister Claus Hjort Frederiksen glæder sig over den særlige danske tradition for, at stat, kommuner og regioner arbejder sammen om digitalisering: 

”Danmark er internationalt set et foregangsland, når det kommer til offentlig digitalisering. Det tætte samarbejde er kernen i en effektiv, sammenhængende digital offentlig sektor. Det gør, at vi som samfund formår at tilpasse os og udnytte de nye teknologiske muligheder samtidig med, at vi bevarer den tryghed og tillid til hinanden og til samfundet, som er så unikt for Danmark.”

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen:

”Regeringen har høje ambitioner indenfor digitalisering, og virksomhedernes byrder skal reduceres endnu mere, bl.a. med automatisk erhvervsrapportering, hvor vi på sigt vil gøre op med manuelle indberetningspligter. Jeg glæder mig over, at vi i digitaliseringen af Danmark lykkes med et helhedssyn, hvor effektivisering i det offentlige går hånd i hånd med bedre rammer for vækst i dansk erhvervsliv”.

KL’s formand Martin Damm:

"Med den nye strategi er vi med til at skabe et fortsat stærkt fokus på samarbejde og på at løse problemstillinger, som kommuner, stat og regioner ikke kan løse hver for sig. Strategien giver bedre mulighed for at styrke den lokale og borgernære service.  For eksempel til en borger med psykiatriske lidelser og misbrugsproblemer, som skal modtage en sammenhængende behandling på tværs af region og kommune."

Danske Regioners formand Bent Hansen:

”Jeg er særlig glad for, at indsatsen de kommende år indskærper, at der er fokus på både at dele og sikre informationer. For patienter er det nemlig vigtigt, at relevante oplysninger fra et sygehus let kan deles, så egen læge og hjemmesygepleje hurtigt får besked. Og folk skal have tillid til, at det kun er de relevante informationer, der gives videre – og kun til de rette modtagere.”

Lancering

Strategien præsenteres ved et kort pressemøde i Finansministeriet torsdag d. 12. maj kl. 14.00 med deltagelse af finansminister Claus Hjort Frederiksen; erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen; formand for KL Martin Damm; samt formand for Danske Regioner Bent Hansen.  

Der vil være en teknisk briefing om strategiens indhold kl. 14.30 i Rentekammersalen i Finansministeriet ved Lars Frelle-Petersen (Digitaliseringsstyrelsen), formand for den fællesoffentlige porteføljestyregruppe for digitaliseringsstrategien.

Der vil være mulighed for at stille spørgsmål om strategien til et panel med deltagelse af Anne-Sofie Jensen, vicedirektør i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering; Katrine Winding, vicedirektør i Erhvervsstyrelsen; Ralf Klitgaard Jensen, afdelingschef i KL, og Tommy Kjelsgaard, centerchef, Danske Regioner.

Om den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2016-2020

Regeringen, kommuner og regioner har i 15 år samarbejdet om fællesoffentlige digitaliseringsstrategier. Formålet er at bruge digitalisering som redskab til at gentænke processer for at modernisere servicen til borgere og virksomheder samt effektivisere den offentlige sektor. 

Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2011-2015 resulterede blandt andet i Digital Post til borgere og virksomheder, udbredelsen af over 100 obligatoriske digitale selvbetjeningsløsninger, igangsættelse af landsdækkende udbredelse af telemedicin og velfærdsteknologier, etablering af grunddataprogrammet mv.

Strategien 2016-2020 indeholder 33 konkrete initiativer, der tilsammen lægger grundstenene for de kommende års offentlige digitalisering. Yderligere initiativer og indsatser vil blive igangsat eller justeret på vej mod 2020 for at imødekomme aktuelle behov og de teknologiske muligheder. 

Læs mere om strategien her

For yderligere information, kontakt:

Finansministeriet
Kommunikationschef Heidi Birgitte Nielsen
M: 2526 2795
E: hebni@fm.dk

Digitaliseringsstyrelsen
Kommunikationschef Geske Fischer-Hansen 
M: 4090 6073
E: gfh@digst.dk

Erhvervs- og vækstministeriet
Pressechef Kim Bove
M: 9133 7015
E: kkb@evm.dk 

KL
Pressevagt
T: 33 70 33 33

Danske Regioner
Presserådgiver Torsten Ellermann Eriksen 
M: 40 20 20 57
E: tee@regioner.dk