Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Projektet ’Online Bostøtte’ afsluttet

15-12-2016 Digitaliseringsstyrelsen

Ni nordjyske kommuner har netop afsluttet projektet Online Bostøtte, der har afprøvet videokommunikation.

Online bostøtte giver borgeren mulighed for at afholde samtaler med sin bostøttemedarbejder på egen pc, tablet eller smartphone. Det betyder, at borgeren kan modtage dele af den støtte, der er behov for, gennem videokommunikation. 

”Idéen til projektet opstod, da en analyse viste at 10 pct. af vores bostøttemedarbejderes tid bliver brugt på vejene. Vi vil jo gerne sikre, at vores medarbejdere bruger deres tid sammen med borgerne, og der er ingen transport forbundet med en digital konsultation. Samtidig oplever vi borgere, som føler sig ekstra presset ved at modtage bostøtte i eget hjem. Derfor var der naturligt for os at afprøve Online Bostøtte. Ved at have en bredere vifte af tilbud og flere metoder i værktøjskassen bliver det nemmere at understøtte borgerens behov,” udtaler Marianne Carlsen, Stabs- og Myndighedschef, Hjørring Kommune.

Projektet har kørt i 18 måneder i ni nordjyske kommuner og er nu færdigevalueret. Rent økonomisk viser evalueringen en begrænset gevinst ved landsdækkende udbredelse af projektet på 3 mio. kr. – en gevinst, der er forbundet med usikkerhed. Om de øvrige resultater siger Marianne Carlsen:
”Erfaringerne fra projektet er blandede: nogle borgere har taget Online Bostøtte helhjertet til sig, mens andre har været mere skeptiske. Det er svært at konkludere noget entydigt. Det handler om at vurdere den enkelte borgers eventuelle udbytte af teknologien og være skarpe på, hvem som kan få glæde af tilbuddet, og det vil vi tage med os i vores fremtidige tilbud til borgerne.”


Læs mere om resultaterne fra Online Bostøtte i projektets afslutningsrapport her
(pdf).

Digitaliseringsstyrelsen støttede i 2014 projekt Online Bostøtte med 1,5 mio. kr. til evaluering og projektledelse, som led i initiativ 3.3 i Strategi for digital velfærd.  I alt otte projekter har modtaget støtte under initiativ 3.3.