Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Vedrørende statsrevisorernes beretning om potentialet ved Digital Post

12-02-2016 Digitaliseringsstyrelsen

Statsrevisorerne offentliggjorde den 27. januar 2016 en undersøgelse af gevinsterne ved Digital Post, hvori der stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er muligt at høste alle de forventede gevinster ved overgangen til obligatorisk Digital Post.

Beretningen indeholder en række betragtninger om det forventede potentiale ved Digital Post og konkluderer blandt andet, at det ikke er sandsynligt, at hele potentialet på ca. 1 mia. kr. årligt kan indfries. Det konstateres dog samtidig, at de besparelser, som er forbundet med porto og materiale, er simple besparelser, som realiseres i det øjeblik, posten sendes digitalt. Det er således kun den del af potentialet, som angår besparelser på arbejdstid, der stilles spørgsmålstegn ved.

Som kommentar til beretningen siger direktør i Digitaliseringsstyrelsen, Lars Frelle-Petersen:

"Statsrevisorerne har bemærket, at der er en usikkerhed ved vores potentialeberegninger, og at vi derfor ikke har sandsynliggjort, at det fulde potentiale kan realiseres. Jeg anerkender naturligvis, at der er usikkerheder forbundet med den slags beregninger, som går på tværs af hele den offentlige sektor. Det vil der nok altid være. Samtidig ved vi, at der hos nogle myndigheder er udfordringer, og at nogle er kommet sent i gang og ikke har fået høstet gevinsterne endnu." 

"Jeg hæfter mig imidlertid også ved, at Rigsrevisionen anerkender, at de ca. 400 mio. kr., som er forbundet med besparelser på porto og papir, er simple besparelser, som formentlig allerede er kommet i hus. Samtidig er portopriserne jo også steget, og færre end forventet er blevet fritaget for Digital Post. Det er med til at gøre besparelsespotentialet større, men er altså ikke taget med i Statsrevisorernes beretning. Selv om der er en usikkerhed ved beregningerne, mener jeg derfor stadig, at en milliardbesparelse er realistisk."

Danskerne modtager posten digitalt

Både borgere, virksomheder og myndigheder kender og anvender i høj grad Digital Post. 4,4 mio. danskere modtager post i den digitale postkasse, og de offentlige myndigheder har i 2015 sendt 88,9 mio. af deres breve digitalt, hvilket er næsten dobbelt så mange som i 2014.

I foråret 2016 følger Digitaliseringsstyrelsen op med en analyse af myndighedernes anvendelse af Digital Post.

"Vi vil vide, hvor meget post der faktisk er blevet omlagt til digitale kanaler siden 2011. Det er et arbejde, som vi allerede er i gang med, og som skal give os et billede af, hvordan det er gået med den strategiske målsætning om, at 80 pct. af den skriftlige kommunikation nu burde være digital. Resultaterne vil ligge klar i løbet af foråret, og herefter vil vi se på, om der er behov for en mere dybdegående analyse af Digital Post," siger Lars Frelle-Petersen.