Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Har du talt med din teenager om Digital Post?

13-01-2016 Digitaliseringsstyrelsen

Når de unge når en vis alder, er der ofte ting, forældre sætter sig ned og taler med dem om. Og Digital Post bør være en af dem - i hvert fald hvis man spørger Digitaliseringsstyrelsen. Op mod en fjerdedel af de helt unge mellem 15 og 17 år får nemlig ikke tjekket deres digitale postkasse.

Siden 1. november 2014 har det været obligatorisk for de unge over 15 år at modtage deres post fra det offentlige digitalt.

Det er især de helt unge mellem 15 og 17 år, der halter bagefter set i forhold til resten af de tilmeldte borgere, når det kommer til at få tjekket Digital Post. I aldersgruppen 15-17 år har 24,4 pct. af de tilmeldte, modtaget Digital Post indenfor de seneste 6 måneder, men har ikke været logget ind i perioden eller haft besøg via en læseadgang. Ser man på det samlede antal tilmeldte borgere i alle aldersgrupper udgør denne gruppe kun 4,2 pct. Heldigvis er det ikke så meget post, de helt unge modtager. 

Kontorchef i Digitaliseringsstyrelsen, Louise Palludan Kampmann, mener, at der kan være flere årsager til, at en del af de ”digitale indfødte” ikke får tjekket deres post på nettet:

"Vi er klar over, at digital kommunikation med det offentlige nok ikke er nummer ét på listen over interessante nye erfaringer, man skal ud og gøre sig som teenager. Ikke desto mindre er det vigtigt at lære at tjekke posten fra det offentlige," siger Louise Palludan Kampmann og forklarer, at de unge risikerer at overse vigtig post som fx indkaldelser til sygehuset eller meddelelser om ungdomskort til offentlig transport. 

Få automatisk besked på sms

Digitaliseringsstyrelsen ser gerne, at Digital Post bliver føjet til listen over emner forældre tager et lille alvorsord med deres teenagebørn om:

"Når forældre alligevel forbereder deres børn på voksenlivet og fortæller dem alt det, de bør vide, så nævn også lige Digital Post. Nogle forældre tager muligvis kontakten med det offentlige for givet og glemmer, at det rent faktisk er noget, der skal læres," siger Louise Palludan Kampmann og forklarer, at de unge desuden kan få hjælp til Digital Post på flere måder:

"På borger.dk kan man tilmelde sig automatiske beskeder, så man får en mail eller en sms, når der er ny post i indbakken. Så behøver man ikke gå ind og tjekke hele tiden. Det er også muligt at give læseadgang til sine forældre, for på den måde at sikre sig, at vigtige beskeder ikke bliver overset," slutter Louise Palludan Kampmann. 

FAKTA om tallene vedrørende brug af Digital Post

Tallene vedrørende danskernes brug af Digital Post er fra den nyeste opgørelse, der er foretaget ved udgangen af september 2015. Tallene viser følgende:
  • 4,3 mio. danskere er tilmeldt Digital Post.
  • 545.000 danskere er fritaget fra Digital Post.
  • 4,2 pct. af de tilmeldte danskere har modtaget Digital Post indenfor de seneste 6 måneder, men er ikke logget ind i perioden eller haft besøg via en læseadgang.
  • Ca. 200.000 unge i aldersgruppen 15-17 år er tilmeldt Digital Post - heraf har 24,4 pct. modtaget Digital Post, inden for de seneste 6 måneder, men har ikke været logget ind i perioden eller haft besøg via en læseadgang. 

FAKTA om advisering og læseadgang

  • Opgiv mobilnummer og e-mail, når du er logget ind i Digital Post og få automatisk besked, når der er ny post. Tilføj eventuelt et ekstra telefonnummer, så en anden også får besked, når der er ny post.
  • Giv læseadgang til et familiemedlem eller andre, du har tillid til. Så er der flere til at sikre, at vigtige breve ikke bliver overset.
  • Giv læseadgang på enten borger.dk eller e-Boks.dk, eller få hjælp til det i kommunens borgerservice og på biblioteket.
  • Husk, at det stadig er dig selv, der har ansvaret for, at din digitale post bliver læst.