Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Digitaliseringsstyrelsen på Folkemødet 2016

22-06-2016 Digitaliseringsstyrelsen

Digitaliseringsstyrelsen har haft debut på Folkemødet i Allinge.

Torsdag eftermiddag før regnen for alvor ramte øen, inviterede vi inden for til en salon om fremtidens offentlige sektor. Teltet var fyldt med både mange af de interessenter og samarbejdspartnere, som vi også taler med i hverdagen i København, men i Folkemødets ånd gudskelov også nye bekendtskaber.

Fremtidens offentlige sektor er digital – er du klar?

Under denne overskrift var to debattører på scenen: hhv. departementschef i Finansministeriet Martin Præstegaard og vores egen direktør Lars Frelle-Petersen. Omdrejningspunktet var den nye fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2016-2020, som blev lanceret medio maj, men sat ind i en kontekst af den generelle økonomiske situation og de udfordringer, vores samfund står over for de næste mange år.

Et af de emner, som fyldte en del i debatten, var de erfaringer, der allerede er gjort de sidste femten år med offentlig it og behovet for at lære af både fejl og successer. En pointe, som så ud til at give genlyd i hele teltet, var, at det er nødvendigt, at de offentlige topledere fortsat tager risici og tør fejle – men at de skal ’fail faster’ og at der skal være mod til at stoppe projekter tidligere. 

Folkemødet handler jo om det samfund, vi alle er en del af, og som teknologi og it er blevet en integreret del af. Det er derfor ikke mærkeligt, at digitalisering ud over de mange dedikerede debatter om it og digitalisering, også blev nævnt i mange debatter om andre emner. Selv i en meget nøgen Bjørn Nørgaards performanceforestilling på havnen lørdag. 

Digitaliseringsstyrelsen optrådte i følgende debatter på Folkemødet 2016:


  • Hos Ernst&Young: ”Beskyttelse af privacy: henstillinger eller reelle løsninger”
  • Digitaliseringsstyrelsen: ”Fremtidens offentlige sektor er digital – er du klar?”
  • It-paratskibet (professionshøjskolen USS): ”Vi hacker skoletasken!”
  • Dansk Industri: ”Offentlig digitalisering – vækstmotor eller byrdegenerator?”
  • It-paratskibet (CSC): ”I krig mod cybercrime”. Se livestream her  
  • It-paratskibet (NNIT): ”Digitalisering skaber bedre og mere sammenhængende velfærd”