Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Borgernes tilfredshed med Digital Post er høj

16-06-2016 Digital Post nyhed

81 procent af alle danskere, der er tilmeldt Digital Post, er glade for at få deres post fra det offentlige i deres digitale indbakke. Tilfredsheden stiger, men der er fortsat plads til forbedring.

Siden november 2014 har det været obligatorisk for alle danskere over 15 år at modtage posten fra det offentlige digitalt. De 4,4 mio. danskere, som i dag er tilmeldt Digital Post, modtager i stigende grad deres breve fra det offentlige digitalt. 

I 2015 sendte danske myndigheder 86,5 mio. meddelelser via Digital Post til borgere og virksomheder. Og danskerne er tilfredse med at modtage deres post digitalt. En ny undersøgelse fra Epinion viser, at 81 pct. af alle danskere, der er tilmeldt Digital Post, er enten tilfredse eller meget tilfredse med den digitale post. Samtidig er kun 6 pct. af brugerne ikke eller slet ikke tilfredse med Digital Post.  

Tilfredsheden stiger fortsat  

Den nye undersøgelse viser, at tilfredsheden med Digital Post er steget med 5 procentpoint sammenlignet med en tilsvarende undersøgelse fra foråret 2015. I 2014 – et halvt år inden det blev obligatorisk for danskerne at modtage Digital Post fra det offentlige – lå brugertilfredsheden på 61 pct. Tilfredsheden med Digital Post har dermed været støt stigende igennem de senere år, hvor danskerne har modtaget stadigt flere meddelelser fra det offentlige digitalt. 

Samtidig med at brugerne udtrykker større tilfredshed med Digital Post, så er trygheden ved at modtage posten digitalt også stigende. Undersøgelsen viser, at 77 pct. af brugerne føler sig trygge ved at modtage deres post i Digital Post, hvilket er en stigning fra 2015, hvor 71 pct. af brugerne følte sig trygge. Spørgsmålet om tryghed vægtes desuden højt af brugerne som et forhold, der påvirker deres generelle tilfredshed med løsningen. 

Undersøgelsen viste også, at mens 97 pct. af brugerne får en besked enten via mail eller sms, når de modtager ny post i deres digitale postkasse, så vælger hver fjerde ikke at tjekke den nye post på trods af påmindelsen. Blandt andet er lønsedler og meddelelser om pension blandt de brevtyper, som borgerne typisk vælger ikke at logge på for at læse. 

Digitaliseringsstyrelsen arbejder løbende på at forbedre Digital Post og bruger undersøgelsens resultater til at øge brugervenligheden, så det bliver endnu lettere at kommunikere med det offentlige via Digital Post. 

Kort om undersøgelsen

  • Undersøgelsen er foretaget af Epinion for Digitaliseringsstyrelsen.
  • Den blev gennemført i april/maj 2016.
  • 3.623 danskere med bred aldersspredning deltog.
  • I 2015 sendte danske myndigheder 86,5 mio. meddelelser via Digital Post til borgere og virksomheder.
  • 81 pct. af alle danskere, der er tilmeldt Digital Post, er enten tilfredse eller meget tilfredse.
  • Tilfredsheden med Digital Post er steget.