Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Udlever ikke dine NemID-nøgler

23-04-2015 Digitaliseringsstyrelsen

Der florerer stadig falske e-mails med link til en hjemmeside, der til forveksling ligner www.nemid.nu. I mailen forsøger afsenderne at franarre borgerne deres NemID-nøgler, ved at sende personlig mail med fornavn og kreditkortoplysninger.

Den falske e-mail er en såkaldt phishingmail, hvis formål er at forsøge at franarre dig personlige informationer.

I det konkrete tilfælde modtager du en e-mail fra en falsk e-mailadresse, som ser ud til at være fra NemID. Tanken er, at du skal indtaste de fortrolige informationer, i dette tilfælde dine NemID-nøgler fra dit nøglekort, på en hjemmeside, der ligner NemID’s hjemmeside www.nemid.nu. Afsenderen bruger oplysningerne til fx at overføre penge fra din bankkonto.

Afsenderen af den falske e-mail kender øjensynligt dit fornavn og de sidste fire cifre på dit dankortnummer.

Den falske e-mail, som linker til den falske hjemmeside, ser således ud:

God aften, Fornavn
Det seneste år har været et fantastisk år, og vi takker jer alle for at have været så loyale klienter.
For at øge vores stabilitet og give dig den bedste brugeroplevelse til vores netbank, vil vi venligst bede dig om at følge nedenstående trin for at komme over til den nye online version af NEM ID.
1. Klik på nedenstående link
2. Indtast de påkrævede oplysninger
3. Overfør et billede af dit NEM ID nøglekort (fronten - med koder).
Dit kort dankort/XXXXXXXXXXXX1234
[Her var et link]
Når du udfører dette, vil din konto automatisk blive overført til vores nye system inden for 72 timer.
Synes du, at disse trin er for svære at forstå for dig? - intet problem - du kan besøge din lokale NEM ID afdeling, og så vil vi gøre det for dig.
Hvis du ikke er i stand til at gøre dette inden d. 1. april 2015, så suspenderer vi din konto (du vil ikke være i stand til at få adgang til den).
Vi ønsker dig et solrigt forår,
Dit NEM ID

Har du modtaget den falske e-mail?
Hvis du har modtaget den falske e-mail, skal du blot slette den.

Hvis du er i tvivl om ægtheden af e-mailen, kan du huske på denne tommelfingerregel: En offentlig myndighed, NemID eller din bank vil aldrig bede dig om at fremsende hverken dine NemID-nøgler eller informationer om dine betalingskort. Bliver du bedt om disse informationer, skal du slette e-mailen.

Lær mere om phishing
Du kan læse mere om phishing på borger.dk.