Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Phishing er den største trussel mod informationssikkerheden

26-10-2015 Digitaliseringsstyrelsen

”Send et billede af dit NemID nøglekort”, ”Hjælp mig med at komme hjem fra Cypern” eller ”Du har modtaget en pakke” er nogle eksempler på de snyde-mails – også kendt som phishing – som de fleste danskere kan nikke genkendende til.

Phishing er efterhånden et meget udbredt fænomen, som de fleste har oplevet. Alt for mange borgere lader sig narre og bliver udsat for økonomisk svindel til følge, og derfor er phishing et af de emner, som Digitaliseringsstyrelsen i samarbejde med Finansrådet sætter fokus på i kampagnen ”Sikker på nettet”.

Rapporten ”Borgernes informationssikkerhed” viser, at hele 57 pct. af borgerne ikke ved, hvad phishing er, på trods af den store udbredelse af fænomenet. Et af kampagnens mål er derfor at øge kendskabet til phishing og informere om, hvordan man kan spotte, når der er fare på færde.

Hvad er phishing?

Phishing er en metode, hvor en afsender via en e-mail forsøger at lokke fortrolig information ud af dig. E-mailen ser ofte ud til at komme fra en myndighed som fx SKAT eller din bank, og formålet er, at du skal indtaste fortrolige informationer, fx dankortoplysninger, NemID-nøgler eller cpr-nummer på en hjemmeside, der ligner SKATs eller bankens. Senere vil afsenderen bruge oplysningerne til fx at overføre penge fra din bankkonto.

En anden phishingmetode er at lokke brugerne til at klikke på et link til en hjemmeside. Når man kommer ind på hjemmesiden, bliver der lagt et program på din computer, der kan aflure fortrolige oplysninger.

En virus har til formål at gøre noget uventet eller uønsket på en computer. Det kaldes også skadelig kode, som kan sprede sig til andre computere fx via e-mails, uden at afsenderne ved det.

Også på SMS

Phishing eksisterer ikke kun som mails. De seneste år er fænomenet ”smishing” (phishing via SMS) blevet bredt ud. Her modtager borgeren en SMS i stedet for en mail, og afsenderen udgiver sig igen for at være en, du normalt har tillid til. Metoden er den samme, som blot har spredt sig til andre kanaler.

Sådan undgår du phishing og smishing

Der er flere kendetegn, der kan hjælpe dig til at gennemskue, om der er tale om phishing:

  • Mailen eller SMS’en er sjældent forsynet med dit fulde navn.
  • Nogle phishing-henvendelser er skrevet i et dårligt dansk sprog eller bruger ikke æ, ø og å.
  • Du bliver bedt om at udlevere personlige oplysninger, fx nøglerne på dit nøglekort. Seriøse aktører vil ikke uopfordret spørge efter personlige oplysninger som din adgangskode eller dine NemID-nøgler.
  • Mailen eller SMS’en prøver ofte at skræmme dig til at gøre noget. Det kan fx være, at dit NemID, betalingskort eller konto lukkes, hvis du ikke følger instruktionerne inden for en given periode.
  • Mailen eller SMS’en opfordrer dig til at følge et link.

Hvis du er i tvivl om ægtheden, så kontakt den virksomhed eller myndighed, der står som afsender. Udlad dog at svare eller bruge kontaktoplysninger i den mail eller SMS, du har modtaget, men find telefonnummeret på afsenderens hjemmeside.

Find flere gode råd og test din viden om phishing på Borger.dk

Se også vores kampagnefilm på Facebook