Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Nyt Dialogforum for informationssikkerhed

10-03-2015 Digitaliseringsstyrelsen

Digitaliseringsstyrelsen nedsætter nu et nyt dialogforum for informationssikkerhed, hvor relevante aktører kan give input til styrelsens arbejde.

Formålet med Digitaliseringsstyrelsens nye dialogforum er at sikre en løbende dialog med professionelle aktører, der repræsenterer branchen inden for it og informationssikkerhed. Dialogforummet er således ikke en komité eller et råd med en selvstændig holdning, og det kommunikerer ikke eksternt.

Med dialogforummet skabes et rum, hvor det bliver muligt for professionelle aktører inden for informationssikkerhed at dele viden, sparre, koordinere og rådgive styrelsen om disse emner.

”I Digitaliseringsstyrelsen er vi i fuld gang med implementeringen af vores initiativer i den nationale strategi for cyber- og informationssikkerhed. Det er meget vigtigt for os, at vi kan få input og gode idéer til udførslen af dette arbejde fra professionelle parter. Samtidig ser jeg dialogforummet som et rigtig godt sted at drøfte fremadrettede tiltag på informationssikkerhedsområdet”, siger Carsten Møller Jensen, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.

Indtil videre deltager følgende aktører:

- Dansk Industri, ITEK
- ITB
- Dansk It
- Finansrådet
- Rådet for digital sikkerhed

Alt efter relevans kan flere repræsentanter inkluderes.

Hvis øvrige relevante aktører ønsker at deltage i dialogforummet, kan der rettes henvendelse til Anne Viksøe Siegumfeldt, annvs@digst.dk.