Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Falsk SMS forsøger at franarre dig dit nøglekort

19-05-2015 Digitaliseringsstyrelsen

I øjeblikket er der borgere, der modtager SMS’er, som tilsyneladende er afsendt af Nets DanID. SMS’en er en såkaldt phishing-SMS, som har til formål at franarre dig nøglerne på dit nøglekort.

De fleste borgere er efterhånden bekendt med phishing-mails, som er en metode, hvor en afsender via en e-mail forsøger at lokke fortrolig information ud af dig. Tanken er, at du skal indtaste de fortrolige informationer, fx dankortoplysninger, cpr-nummer eller lignende på en hjemmeside. Senere vil afsenderen bruge oplysningerne til fx at overføre penge fra din bankkonto.

Nu anvendes denne metode også via SMS (kaldet "smishing"). SMS’en forsøger at overbevise dig om at uploade et billede af dit nøglekort via et link og truer med, at dit NemID ellers vil blive suspenderet.

Eksempler på smishing:

"Hasteproblem med konto. Klik på linket nedenfor, udfyld formularen, upload et billede af din NemID nøglekort. Ellers vil din NemID blive suspenderet. [Her var et link]."

"Advarsel: Du har tidligere i dag modtaget en SMS med afsender NemID hvor du er blevet bedt om at upload dit NemID kort. Denne SMS er IKKE sendt fra NemID. Har du uploaded en kopi af dit NemID kort eller opgivet andre oplysninger på det angivne link, anbefales det at du får spærret dit kort hurtigst muligt. Læs mere om hvordan på www.nemid.nu." 

Har du modtaget en snyde-SMS?
Hvis du modtager en snyde-SMS, skal du:

  • Undlade at opgive nogen form for personlige kortdata
  • Videresende den til Nets' phishing-analyse afdeling, phishing-dk@nets.eu (valgfrit)
  • Slette den!

Hvis du er i tvivl om ægtheden af SMS’en, kan du huske på denne tommelfingerregel: En offentlig myndighed, Nets DanID eller din bank vil aldrig bede dig om at fremsende hverken dine NemID-nøgler eller informationer om dine betalingskort. Bliver du bedt om disse informationer, skal du slette SMS’en.

Har du allerede opgivet dine personlige data, skal du hurtigst muligt kontakte din bank og sørge for at få spærret den/de konti eller det/de betalingskort, du har afgivet oplysninger om.

Lær mere om phishing
Du kan læse mere om phishing på borger.dk.