Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Andre lande vil lære af dansk digitalisering

02-03-2015 Digitaliseringsstyrelsen

Udenlandske delegationer besøger Danmark for at høre om, hvordan vi har grebet digitaliseringen an.

Digitaliseringsstyrelsen modtager løbende besøg fra mange forskellige lande, der ønsker at høre om, Danmarks arbejde med digitalisering. Alene i 2014 besøgte i alt 23 delegationer Digitaliseringsstyrelsen, blandt andet Norge, Sverige, Finland, Færøerne, Estland, Polen, Tyskland, Italien, Storbritannien, Irland, Israel, Japan, Sydkorea, Singapore, Kina, Tanzania og De Forenede Arabiske Emirater.

De udenlandske delegationer er interesserede i mange forskellige aspekter af dansk digitalisering, både konkrete fællesoffentlige løsninger som NemID, Digital Post og borger.dk og mere tværgående emner som strategier, styring og lovgivning. Der er dog nogle områder, som helt tydeligt skiller sig ud som emner udlandet især er meget optaget af. Det gælder de flerårige fællesoffentlige digitaliseringsstrategier, hvor stat, regioner og kommuner aftaler langsigtede rammer for digitaliseringen, implementeringen af obligatorisk digital selvbetjening og Digital Post, Danmarks arbejde med åbne offentlige data og grunddata samt brugen af IT-projektrådet og de statslige modeller for it-projekter og -programmer til styring.

Udover at modtage mange delegationsbesøg deltager Digitaliseringsstyrelsen løbende i relevante internationale konferencer og seminarer med henblik på erfaringsudveksling med andre lande.