Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Sådan bliver borgerne informeret om de nye digitale selvbetjeningsområder

01-12-2014 Digitaliseringsstyrelsen

Digitaliseringsstyrelsen står i spidsen for den fællesoffentlige kampagne, der informerer borgerne om, at de fra 1. december skal betjene sig selv digitalt på yderligere områder, når de kommunikerer med det offentlige.

Kampagneikoner

Kampagnen løber fra 24. november 2014 til 31. januar 2015. Målet er at gøre borgerne bekendt med de nye områder, hvor de fremover skal betjene sig selv digitalt. Desuden skal den skabe tryghed blandt andet ved at informere om, at de borgere, der ikke kan anvende digitale løsninger, fortsat kan få betjening på anden vis. 

Kampagnen informerer også om Digital Post. Budskabet, efter Digital Post blev obligatorisk 1. november, er, at man skal huske at læse sin digitale post og en opfordring til at oplyse e-mail og mobilnummer, så man automatisk får besked, når der er ny Digital Post. 

’Din kontakt med det offentlige starter på nettet’

Kampagnen ligger i forlængelse af de foregående års kampagner om digital kommunikation med det offentlige. Herved videreføres den linje, som borgerne siden 2012 har mødt både i medierne – fx i aviser og på tv – og lokalt i kommunernes borgerservice, på kommunale hjemmesider og på bibliotekerne. 

Borgerne vil også i dette års kampagne møde budskabet om digital kommunikation med det offentlige flere steder fx online, hvor webannoncer placeret på relevante hjemmesider viser udvalgte bølge 3-løsninger. Desuden bliver der fra fællesoffentlig side skrevet notitser, artikler og nyheder, som er målrettet relevante medier og læsere. 

Netværksindsats

For at sikre enslydende information til borgerne er der produceret fællesoffentlige kampagnematerialer (fx ikoner, webbannere, annoncer og budskabspapirer), som myndighederne opfordres til at benytte. På kampagnens facebookside ’Start på nettet’ annoncerer Digitaliseringsstyrelsen, når nye materialer lægges på borger.dk/kampagne. Det er også på ’Start på nettet’, at myndigheder deler fotos og beskrivelser af lokale initiativer og ideer, så alle kan blive inspireret af hinanden.   

Som i tidligere års kampagner vil borgerne derfor også i årets kampagne møde budskaberne om digital kommunikation med det offentlige mange forskellige steder.