Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Ældre surfer ind i fremtiden og møder unge til digitalt generationsmøde

08-10-2013 Digitaliseringsstyrelsen

Den 8. oktober inviterer Digitaliseringsstyrelsen ældre og unge til digitalt generationsmøde på Silkeborg Højskole. Her kan unge og ældre får gavn af hinandens færdigheder og erfaringer med it og med kontakten til det offentlige. Mød blandt andet Seniorsurf-ambassadør Lisbet Dahl og hendes barnebarn Caroline Dahl, som med humor vil fortælle om deres erfaringer med og brug af it.

"De unge er typisk gode til teknologi, fordi de er opvokset med computere og mobiltelefoner. Samtidig ved vi, at de nogle gange har problemer med at forstå det offentlige sprog og hvordan det offentlige fungerer. På den anden side er der nogle af de ældre, som mangler it-kundskaber, men som netop ved en masse om, hvordan det offentlige fungerer,” fortæller kontorchef Marianne Sørensen fra Digitaliseringsstyrelsen, og fortsætter: ”Det ønsker vi at sætte i spil - og sammen diskutere, hvorfor teknologien er vigtig, og hvordan den kan give mening i hverdagen - både når det handler om Facebook og om offentlig selvbetjening."

Allerede dagen efter afholder Digitaliseringsstyrelsen, Ældre Sagen, Ældremobiliseringen og bibliotekerne den årlige Seniorsurf-dag, hvor op mod 500 it-undervisningssteder over hele landet holder åbent hus. Her kan ældre, som er nysgerrige på, hvad internettet er for en størrelse, tilmelde sig og modtage it-undervisning i trygge omgivelser og med kyndige it-vejledere til stede.

Internettet – det går nok over

"Da min søn for tyve år siden begyndte at lovprise computere og det dersens internet tænkte jeg, ja, ja – det er bare en dille, det går nok over," fortæller Lisbet Dahl og fortsætter, "men det gjorde jo ikke det, og i dag er jeg gået hen og blevet rigtig glad for både den og internettet. Jeg køber ind på nettet, handler dagligvarer og sko – ja, endda havemøbler har jeg købt på nettet," griner hun. "Er der noget, jeg ikke kan finde ud af, så hjælper børnene eller børnebørnene mig. Og har man ikke familie, så kan man jo bare spørge naboen – og kender man ham ikke, jamen så kan man jo komme til det," siger hun.

Flere og flere ældre bliver digitale

De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at 83 pct. af de 65-74-årige har været på nettet i 2013 mod 75 pct. i 2012. De tilsvarende tal for de 75-89-årige er 48 pct. i 2013 mod 42 pct. i 2012.

"Selvom kontakten med det offentlige fremover starter på nettet, vil der fortsat være hjælp at hente til dem, som ikke kan. I lovgivningen er der også indarbejdet mulighed for, at man kan blive betjent på anden vis, hvis særlige forhold gør sig gældende. De fleste vil dog have glæde af at kunne betjene sig selv hjemmefra," afslutter kontorchef Marianne Sørensen.

Seniorsurf-dagen og det digitale generationsmøde på Silkeborg Højskole er optakt til en kampagne, som igangsættes sidst i november for at gøre opmærksom på, at borgerens kontakt med det offentlige gradvist bliver mere digital.