Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Problemerne med NemID forventes løst natten til lørdag

18-10-2013 Digitaliseringsstyrelsen

Mange brugere kan desværre stadig ikke logge på med NemID. Det anbefales om muligt at vente med at opdatere til den nye Java-version.

Siden onsdag morgen har brugere, som har opgraderet til den nyeste version af Java ikke kunnet logge på med NemID. Forventningen var, at Nets DanID kunne implementere en løsning inden for 48 timer.

Dette er endnu ikke lykkedes, hvilket er stærkt utilfredsstillende for de mange brugere, som oplever problemer. Nets DanID har meddelt, at de sidste tekniske udfordringer forventes løst i løbet af i dag fredag med henblik på, at løsningen bliver sat i drift senest natten til lørdag.

Kontorchef Cecile Christensen udtaler: "Vi går nu ind i tredje døgn, hvor NemID ikke fungerer for de brugere, som har opdateret deres Java. Vi tager situationen meget alvorligt, og vi arbejder derfor intenst på at få Nets til at levere en løsning."

Vent med at opdatere

For de brugere, som har opgraderet og som ikke kan vente til løsningen er oppe at køre igen, er anbefalingen i samråd med Nets og et sikkerhedsfirma, at vende tilbage til den forrige version.

Cecile Christensen uddyber: ”Vores anbefaling er fortsat, at man venter med at opdatere Java. Og hvis man allerede har opdateret vender tilbage til den forrige version, hvis man har akut brug for at bruge NemID. Det er på ingen måde optimalt, men i den givne situation vurderer vi, at det er fuldt forsvarligt.”

Nets har oplyst, at hovedparten af brugerne fortsat kan logge på, idet trafikken i går var cirka 85 pct. af et normalt niveau.

Mere information

Brugere, der har oplevet problemer med NemID efter opgradering af Java, kan på nemid.nu finde vejledning til, hvordan man afinstallerer den seneste version af Java og installerer den forrige version her: https://www.nemid.nu/dk-da/support/java/

Der bliver løbende opdateret med driftsinformation på nemid.nu.

Fakta om NemID

  • 3,95 mio. borgere har NemID med offentlig digital signatur.
  • NemID har samlet set været anvendt mere end 1,6 milliard gange.
  • NemID kan anvendes til log-in i netbankerne, på offentlige tjenester samt på mere end 480 private tjenester.
  • Oppetiden på systemet er i gennemsnit er 99,8 pct.