Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Det nye NemLogin i luften

15-01-2013 Digitaliseringsstyrelsen

Søndag d. 6. januar kl. 8 gik den nye NemLog-in-løsning i luften og har siden været i stabil drift.

Den nye NemLog-in erstatter den nuværende NemLog-in-løsning, der i 2012 håndterede over 31 mio. log-in anmodninger fra borgere. Det svarer til i gennemsnit 1 log-in hvert sekund, døgnet rundt. Der er omkring 130 borgervendte offentlige løsninger, der i dag benytter NemLog-in til log-in på deres løsning. NemLog-in fungerer som en sikker systemnøgle, der med ét log-in giver borgeren adgang til alle løsninger uden at borgeren skal logge på igen. Næsten alle løsninger er skiftet samtidig over til det nye NemLog-in takket være en stor indsats hos de offentlige myndigheder og deres it-leverandør.

I 2012 var der knap 40 pct. flere log-ins på NemLog-in end i 2011. Denne stigning skyldes bl.a. at flere og flere offentlige løsninger benytter NemLog-in. Samtidig kan stigningen ses som udtryk for den øgede digitalisering af det offentlige Danmark.

Denne udvikling forventer at fortsætte på den nye NemLog-in-løsning og fra 3. kvartal 2013 forventes der at være omkring 200 løsninger, der benytter NemLog-in herunder en række virksomhedsrettede løsninger, som i dag benytter log-in på virk.dk.

Det nye NemLogin har været forsinket, men er nu i luften og er dermed klar til det videre arbejde med nye funktionaliteter som ny brugeradministrationsløsning, en fælles signeringskomponent, et digitaliseret tilslutningssystem og muligheden for at give digital fuldmagt, som alle sættes i drift senere i 2013. Det nye NemLog-in understøtter dermed arbejdet med at gøre det offentlige Danmark mere digitalt.