Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Besøgstallet boomer på lifeindenmark.dk

13-03-2013 Digitaliseringsstyrelsen

Lifeindenmark.dk, der er borger.dk's nye subsite på engelsk, har siden lanceringen i november 2012 oplevet en overvældende interesse. Sitet har tolv gange så mange besøgende som umiddelbart efter lanceringen i november 2012.

Borger.dk fik i slutningen af november 2012 sin egen selvstændig hjemmeside på engelsk tiltænkt de udenlandske borgere, der skal til Danmark for at arbejde eller studere. Forventningen om et behov for et engelsk subsite på borger.dk har vist sig at holde stik. Siden lanceringen er besøgstallet nemlig steget markant fra 422 ugentlige besøg i 2012 til 5055 besøg i uge 9 i år. Det svarer til, at der nu er tolv gange så mange besøgende på lifeindenmark, som lige efter lanceringen.

"Det er især borgere fra Storbritannien og Sverige, som besøger lifeindenmark, og 83 procent af besøgene kommer direkte fra borger.dk, hvor folk bliver nysgerrige, og skal ind og kigge på det nye engelske subsite”, siger Henriette Eskelund-Hansen", der har været projektleder på lifeindenmark.dk.

Forklaringen på, at der pludselig er så mange besøg på lifeindenmark kan ifølge Henriette Eskelund-Hansen både være nyhedsværdien, og at der har været et reelt behov for information om det offentlige på engelsk. De fine besøgstal skal ses i lyset af, at der endnu ikke er lavet en samlet markedsføringsindsats.

Lifeindenmark er blevet til i et fællesoffentligt samarbejde med blandt andre Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering, SKAT, ATP, Styrelsen for Universiteter og Internationalisering (studyindenmark.dk), Københavns Kommune, landets statsforvaltninger, International Citizen service, Consortium for Global Talent, Kommunernes Landsforening, Aarhus Kommune og Udenrigsministeriet.

Sitets formål er at fungere som en guide til en række praktiske informationer, der vedrører den offentlige sektor og er relevante at overveje, hvis man vil til Danmark for at arbejde eller studere.

Se mere på www.lifeindenmark.dk