Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Bedst på Nettet erstattes af fokus på selvbetjeningsløsninger

20-03-2013 Digitaliseringsstyrelsen

Siden 2001 har Digitaliseringsstyrelsen (tidl. IT- og Telestyrelsen) årligt målt kvaliteten af offentlige myndigheders hjemmesider og kåret de bedste som ”Bedst på Nettet”, men nu er de sidste netkroner uddelt.

I mere end 10 år har Bedst på Nettet gennem årlige målinger bidraget til udviklingen af de offentlige hjemmesider. Siden lanceringen af Bedst på Nettet er der sket en enorm udvikling i både anvendelsen og kvaliteten af de offentlige hjemmesider, som generelt er blevet af en højere kvalitet. Med det store fokus på overgang til digital selvbetjening i de kommende år vil Digitaliseringsstyrelsen derfor fremover fokusere indsatsen på at sikre, at de obligatoriske selvbetjeningsløsninger, som kommer i bølger de kommende år, har en tilstrækkelig brugervenlighed og tilgængelighed.

Kontorchef i Digitaliseringsstyrelsen Michael Bach Petersen udtaler:
”Bedst på Nettet har været en vigtig katalysator i udviklingen af det offentliges tilstedeværelse på nettet, men er nu ved at blive overhalet af udviklingen. Borgerne skal i stigende grad betjene sig selv digitalt, så vi fokuserer vores indsats på at sikre kvaliteten af de offentlige selvbetjeningsløsninger, som borgerne skal anvende.”

”Vi vil gerne sende en stor tak og anerkendelse til de mange offentlige institutioner, der gennem årene har deltaget i Bedst på Nettet og bidraget til, at Danmark er i front, hvad angår digitalisering af det offentlige. Vi er sikre på, at det gode arbejde vil fortsætte.” fortsætter Michael Bach Petersen.

Fokus på brugervenlige selvbetjeningsløsninger

Digitaliseringsstyrelsen arbejder tæt sammen med bl.a. relevante ministerier, KL og leverandørerne om at sikre, at de løsninger, som frem mod 2015 løbende bliver obligatoriske for borgerne at anvende, lever op til både tilgængelighedskrav og relevante brugervenlighedskriterier. Dette arbejde får fremadrettet topprioritet. Konkret udarbejdes der bl.a. udviklingsvejledninger, som skal følges og Digitaliseringsstyrelsen gennemfører screeninger af kvaliteten af løsningerne.

”Bedst på Nettet har i mange år været eksponent for at sætte brugerne i højsædet. Dette perspektiv vil vi gerne fortsætte, så selvbetjeningsløsningerne bliver udformet på en måde, så alle borgere nemt kan anvende dem,” afslutter Michael Bach Petersen.