Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Regeringen tager første skridt mod en digitaliseringsreform af velfærdsområderne

10-02-2012 Digitaliseringsstyrelsen

Regeringen vil fremtidssikre velfærdsområderne gennem en ambitiøs satsning på velfærdsteknologi og digitalisering. Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager og finansminister Bjarne Corydon har taget første skridt mod en digitaliseringsreform af velfærdsområderne, der kan forbedre og udvikle den offentlige sektor og service og samtidig forny og effektivisere den måde, servicen leveres på.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager og finansminister Bjarne Corydon igangsætter et arbejde, der frem mod sommeren 2012 skal forberede en digitaliseringsreform af velfærdsområderne med fokus på social-, sundheds- og undervisningsområdet. Arbejdet skal afdække potentielle barrierer og udpege områder, hvor potentialet og behovet for velfærdsteknologi er størst. I arbejdet indgår repræsentanter fra stat, kommuner og regioner.

Resultatet skal indgå i det forberedende arbejde til en egentlig reform af velfærdsområderne. Det skal således afdækkes, hvilke velfærdsteknologiske løsninger der med størst effekt kan udbredes i hele den offentlige sektor for at øge produktiviteten og borgernes engagement i egen behandling. Arbejdet skal desuden afdække potentielle barrierer, der kan være for, at det offentlige og borgerne får fuldt udbytte af velfærdsteknologien.

Økonomi og Indenrigsminister Margrethe Vestager udtaler:



"Det helt afgørende for mig er, at alle borgere får den pleje og omsorg, som de har brug for og krav på. Det kan vi bl.a. sikre ved at udnytte velfærdsteknologiske løsninger. Det er en klar fordel for alle, når f.eks. kroniske patienter kan overvåge deres sygdom hjemmefra i stedet for at køre til kontrol på sygehuset. Det giver patienterne en fleksibel og tryg hverdag og sparer samtidig samfundet penge. Den type løsninger skal udbredes, og kommunerne og regionerne skal have mulighed for at arbejde ambitiøst med nye velfærdsløsninger. Derfor starter vi nu et samarbejde op med kommuner og regioner, som skal skabe bedre rammer for brugen af velfærdsteknologiske løsninger og samtidig se på konkrete løsninger, som kan frigøre arbejdskraft og give borgerne en bedre og mere fleksibel service."

Danskerne siger ja til velfærdsteknologi viser en undersøgelse i KL's nyhedsbrev Momentum. Ca. 70 pct. af danskerne er helt enige i, at teknologiske hjælpemidler giver en større følelse af selvbestemmelse over eget liv, og 55 pct. peger på, at teknologiske hjælpemidler kan forbedre den personlige værdighed i intime situationer sammenlignet med direkte hjælp fra mennesker.

Finansminister Bjarne Corydon udtaler:



"Vi står med store økonomiske udfordringer som følge af den økonomiske krise. Derfor skal vi være endnu dygtigere til at udnytte velfærdsteknologi som et effektivt redskab til at sikre en bedre service og omsorg over for borgerne – både nu og i fremtiden, hvor der bliver færre til at forsørge flere. Der er masser af dokumenterede erfaringer, som vi skal sørge for at brede ud og det arbejde går vi i gang med nu."

Digitaliseringsreformen af velfærdsområderne skal udformes i samarbejde mellem Økonomi- og indenrigsministeriet og Finansministeriet med tæt inddragelse af relevante ministerier, KL og Danske Regioner. Digitaliseringsreformen vil bygge på allerede opnåede erfaringer bl.a. fra Fonden for Velfærdsteknologi (tidligere ABT- fonden).

Læs kommissoriet for forberedelse af digitaliseringsreform af velfærdsområderne (pdf)

Se også Fonden for Velfærdsteknologi

Yderligere oplysninger

Økonomi- og Indenrigsministeriet:

Pressemedarbejder Louise Brændstrup Bech, tlf. 7228 2445

Finansministeriet:

Kommunikationschef Søren Gregersen, tlf. 2961 0711