Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Nu kommer NemID til erhverv

21-06-2012 Digitaliseringsstyrelsen

Den 21. juni 2012 lanceres NemID til erhverv, herunder medarbejdersignaturer. NemID medarbejdersignatur er den tidligere medarbejdersignaturs efterfølger.

NemID medarbejdersignatur giver medarbejdere mulighed for at handle på vegne af virksomheden. For eksempel hvis de skal søge refusion af dagpenge, tilmelde medarbejdere til AMU-kurser eller indberette regnskabstal til SKAT.

NemID til erhverv medfører en række forbedringer og nye muligheder, blandt andet i kraft af et nyt selvbetjeningsunivers til myndigheders og virksomheders administrator af medarbejdersignaturer.

I det nye selvbetjeningsunivers kan NemID administratoren nemt bestille, vedligeholde og spærre medarbejderes sigtnaturer samt til- og fravælge services knyttet til signaturen.

Samtidig bliver det muligt at få NemID medarbejdersignatur med nøglekort, som det kendes fra NemID til privat brug.

NemID til erhverv gør det endvidere lettere for enkeltmandsvirksomheder at bestille medarbejdersignaturer. Bestillingen sker ved hjælp af brugerens private NemID.

Løbende overgang

Lanceringen af NemID til erhverv betyder, at virksomheders og myndigheders medarbejdere kan få den nye NemID medarbejdersignatur, samt at alle data om eksisterende medarbejdersignaturer skal flyttes til det nye NemID-system. Flytning af data vil ske løbende over det næste halve år.

Nets DanID kontakter de eksisterende administratorer, efterhånden som der åbnes for flytning af virksomhedens eller myndighedens data.

Eksisterende brugeres nuværende signaturer bliver ikke berørt

De eksisterende brugere af medarbejdersignaturer vil ikke mærke overgangen til NemID til erhverv i praksis. De kan fortsætte med at benytte deres nuværende medarbejdersignatur, indtil den udløber to år efter udstedelsen.

For myndigheder og virksomheder, der er overgået til NemID til Erhverv, opgraderes signaturen automatisk til NemID medarbejdersignatur, når signaturen fornyes.

Nye brugere kan bestille nu

Hvis virksomheden eller myndigheden ikke tidligere har benyttet medarbejdersignaturer, kan der allerede fra den 21. juni bestilles NemID medarbejdersignaturer.

Læs mere om NemID til erhverv på www.nemid.nu