Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

NemID runder milliarden

18-12-2012 Digitaliseringsstyrelsen

Danskerne har for alvor taget NemID til sig. En ny undersøgelse viser, at 96 % er tilfredse, at tilliden er høj, og at især ældre over 60 år er flittige brugere af NemID.

Siden NemID blev lanceret i juli 2010, har danskerne brugt den sikre, digitale løsning over en milliard gange. Danskerne bruger ofte NemID til netbanken, men også antallet af log-in på de offentlige og private hjemmesider stiger. Brugen af NemID til det offentlige forventes at stige yderligere i de kommende år i takt med, at det offentlige bliver mere digitalt.

Stor tilfredshed

I en ny undersøgelse svarer 96 % af de adspurgte, at de er tilfredse med NemID. Heraf svarer 36 %, at de er ’meget tilfredse’. 72 % er enige i, at NemID er en sikker digital adgang, og 85 % siger, at de har tillid til NemID.

De ældre går forrest

Ifølge undersøgelsen er danskere over 60 år de flittigste brugere af NemID. Således svarer 27 %, at de bruger NemID mere end 16 gange om måneden. Blandt de unge mellem 15-29 år svarer 17 %, at de bruger NemID lige så ofte.

 

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er udført af mediebureauet MEC for Nets DanID. Den baserer sig på svar fra 1502 personer over 15 år. Dataindsamlingen foregik via web-interview i efteråret 2012, og det er femte gang undersøgelsen finder sted. Tre af de foregående undersøgelser foregik i 2010, da NemID blev lanceret. Den fjerde undersøgelse fandt sted i efteråret 2011.

Fakta om NemID

  • NemID har været brugt over 1 milliard gange siden lanceringen i sommeren 2010.
  • 3,7 millioner borgere har i dag NemID med offentlig digital signatur.
  • Ud over bankerne og den offentlige sektor, har ca. 400 private virksomheder indgået en aftale om at tilbyde log-in med NemID på deres hjemmesider.