Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Bidrag til handlingsplan for open government

20-12-2012 Digitaliseringsstyrelsen

Digitaliseringsstyrelsen har netop igangsat en høring, hvor borgere, virksomheder, interesseorganisationer samt offentlige myndigheder og institutioner opfordres til at bidrage med ideer og initiativforslag til en dansk handlingsplan for open government.

Danmark har i lighed med mere end 50 andre lande tilsluttet sig det internationale initiativ, Open Government Partnership (OGP), som blev stiftet i 2011 af den amerikanske regering i samarbejde med syv andre lande, heriblandt Norge og Brasilien.

Formålet med OGP er at fremme god regeringsførelse og at styrke demokratiet ved, at deltagerlandene forpligter sig til initiativer inden for transparens omkring offentlige beslutningsprocesser, borgerdeltagelse og dialog med civilsamfundet, antikorruption og ansvarsplacering samt teknologi og innovation. Digitaliseringsstyrelsen er ansvarlig for den overordnede koordination af det danske OGP-arbejde.

Som et led i arbejdet med open government afholdt Digitaliseringsstyrelsen i 2012 blandt andet en ”Open Government Camp” med en række arbejdende workshops, hvor borgere, virksomheder og NGO'er samarbejdede med offentlige myndigheder og institutioner om at udvikle idéer, designs, koncepter og digitale løsninger baseret på offentlige data, open source software, digitale værkstøjer og nye samarbejdsmetoder.

Med høringen om handlingsplan for open government opfordres borgere, virksomheder, interesseorganisationer samt offentlige myndigheder og institutioner til at bidrage med initiativforslag til den danske handlingsplan for 2013. Fristen for at bidrage med forslag er den 20. januar 2013, og høringsmateriale med information om høringen findes på Høringsportalen.

Mere information om open government i Danmark findes på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside.

Yderligere information kan fås hos Cathrine Lippert, e-mail calip@digst.dk, telefon 2257 7174.