Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

NemLog-in slår nye rekorder

24-05-2012 Digitaliseringsstyrelsen

I 2015 skal 80 % af al kommunikation mellem det offentlige og borgere og virksomheder foregå digitalt. Med en markant stigning i antallet af transaktioner på NemLog-in peger pilen den rigtige vej for øget digital selvbetjening i Danmark.

NemLog-in giver borgerne adgang til næsten 100 offentlige selvbetjeningsløsninger på nettet – med ét log-in – og flere løsninger kommer til. Det giver borgerne let adgang til en lang række ydelser, der spænder lige fra skatteoplysninger til at melde flytning på borger.dk eller bestilling af nyt sundhedskort via kommunens hjemmeside.

I de første fire måneder af 2012 har der været en stigning i antallet af transaktioner på NemLog-in på over 40 % i forhold til samme periode sidste år. NemLog-in modtog mere end 13 mio. log-in anmodninger fra borgere, der ønskede at benytte sig af den brede vifte af offentlige digitale selvbetjeningsløsninger.
 
Nemt og sikkert
Med den store udbredelse af NemLog-in og NemID kan den offentlige sektor udfase en lang række pinkode-løsninger til forskellige offentlige og private hjemmesider. Det gør det lettere at være borger og billigere for den enkelte offentlige myndighed. Og det gør det sikrere, da NemLog-in baserer sig på den internationalt anerkendte SAML 2.0 standard.

Som led i den fællesoffentlige indsats for at digitalisere kommunikationen mellem offentlige myndigheder og borgere, vil der med den forventede vedtagelse af lov om digital selvbetjening fra slutningen af 2012 være en række selvbetjeningsløsninger, som bliver obligatoriske. NemLog-in og NemID er væsentlige byggesten i denne digitalisering af det offentlige Danmark.

Fakta

Hvad er NemLog-in?
NemID er den digitale nøgle borgeren benytter til at logge på offentlige hjemmesider og netbank. NemLog-in er nøglehullet, som gør dette muligt. Det betyder, at man efter log-in med NemID automatisk er logget på næsten 100 offentlige selvbetjeningsløsninger.

Det nye NemLog-in
I løbet af 2012 kommer NemLog-in i en ny version med mere funktionalitet. Ud over log-in får borgere og virksomheder fx mulighed for at tildele rettigheder, give fuldmagt og i visse tilfælde underskrive offentlige dokumenter digitalt.

Læs mere om NemLog-in