Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Velfærdsteknologi i kommunerne giver borgerne større tryghed og øget livskvalitet og medarbejderne et bedre arbejdsmiljø

04-07-2017 Digital Velfærd

Kommunerne har fra 2014-2016 implementeret fire velfærdsteknologier. Slutmålingen af udbredelsen viser, at velfærdsteknologierne gør borgerne mere selvstændige, gør tilrettelæggelsen af arbejdsopgaver mere fleksibel og frigiver tid i den daglige opgaveløsning.

Ved økonomiaftalerne for 2014 indgik regeringen og KL en aftale om at understøtte landsdækkende implementering af fire velfærdsteknologier med henblik på at støtte kommunerne i at effektivisere arbejdsgange, skabe kvalitetsmæssige gevinster for borgere og medarbejdere samt at frigøre nettogevinster for minimum 500 mio.kr. i kommunerne ved fuld indfasning i 2017. 

De fire teknologier

De fire teknologier som er implementeret i kommunerne er forflytningsteknologi – fra 2 til 1, vasketoiletter, spiserobotter samt bedre brug af hjælpemidler. Forflytningsteknologi – fra 2 til 1 medfører, at der ved anvendelse af teknologien kun er behov for én medarbejder, hvor der før var behov for to, når en borger skal forflyttes. Vasketoiletter gør det muligt, at borgeren selv håndterer toiletbesøg uden hjælp fra personale eller pårørende og bidrager til bedre hygiejne og sundhed for borgeren. Spiserobotter muliggør, at borgere med funktionsnedsættelse i arme og hænder kan blive mere selvhjulpne ved indtagelse af måltider. Bedre brug af hjælpemidler betyder, at borgere hjælpes med at blive mest muligt selvhjulpne gennem brugen af hjælpemidler, så behov for pleje og praktisk hjælp begrænses. Det kan udskyde tidspunktet for, hvornår borgeren har brug for hjemmehjælpe og kan gøre visse borgere delvist eller helt uafhængige af hjemmehjælp. Der blev i forbindelse med aftalen om udbredelsen af de fire teknologier oprettet et program 2014-2016 for udbredelse af velfærdsteknologi i KL, som har understøttet kommunerne i implementeringen. Fra 2014-2016 har 88 kommuner, svarerende til 95 pct. af befolkningen, implementeret de fire indsatser.

Gevinster ved implementeringen 

Ved afslutningen af programmet for udbredelsen i 2016 er der foretaget en afsluttende måling af effekterne af implementeringen, som bygger på spørgeskemaer udfyldt af kommunerne. Slutmålingen viser, at implementeringen har ført til en række kvalitetsmæssige gevinster for både borgere, medarbejdere og pårørende. Borgerne oplever større tryghed, nærhed, selvstændighed og generelt øget livskvalitet efter implementeringen af de fire teknologier. Implementeringen har desuden skabt et bedre fysisk arbejdsmiljø, styrket faglighed og faglig udvikling for medarbejderne samtidigt med, at mere selvhjulpne borgere giver fleksibilitet i opgaveløsningen for den enkelte medarbejder. Derudover oplever borgerens pårørende eller ægtefælle at blive aflastet, da borgeren i højere grad selv kan håndtere fx toiletbesøg.
Foruden de kvalitetsmæssige gevinster for borgere og medarbejdere i kommunerne har de deltagende kommuner samlet set dokumenteret varige økonomiske gevinster på 521 mio. kr. ved implementering af de fire velfærdsteknologier.

Læs mere om resultaterne fra projektets slutmåling her