Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Tilskud til afprøvning af fremtidens velfærdsteknologiske løsninger

02-05-2016 Digitaliseringsstyrelsen

For at sikre fremdrift i udbredelsen af velfærdsteknologiske løsninger på socialområdet er der brug for solide evalueringer. Derfor ydes der i regi af Strategi for digital velfærd tilskud på i alt 4,5 mio. kr. i 2016 til afprøvning af velfærdsteknologiske løsninger.

Frem mod 2020 skal den fællesoffentlige Strategi for digital velfærd sikre, at innovative og effektive digitale løsninger indgår i kernevelfærden på sundheds-, social- og undervisningsområdet. 

For at sikre fremdrift i udbredelsen af velfærdsteknologi på socialområdet er der behov for solide evalueringer med klare implementeringsanvisninger fra afprøvningsprojekter. Disse skal gøre kommuner og regioner i stand til at lære af hinanden og kan udgøre grundlaget for beslutning om eventuel national udbredelse.

Derfor indeholder Strategi for digital velfærd initiativ 3.3 Afprøvning af fremtidens velfærdsteknologiske løsninger, der har til formål at styrke kommuner og regioners beslutninger om investering i velfærdsteknologi ved at gennemføre evaluering af strategisk udvalgte demonstrations- og storskalaprojekter. Projekterne skal afprøve ny teknologi på socialområdet og tilvejebringe evalueringsbaserede implementeringsanvisninger. 


Fokus i denne ansøgningsrunde er på projekter, der beskæftiger sig med medicinhåndtering for ældre borgere og borgere med sindslidelser eller kognitive handicap. Der forventes at være både økonomiske og ikke-økonomiske effekter ved en mere koordineret, smidig og effektiv medicinhåndtering med færre fejl.



Projekter, der ikke beskæftiger sig med medicinhåndtering, vil ligeledes komme i betragtning til at modtage tilskud.



Evalueringer af projekterne skal afdække økonomiske effekter, effekter for borgerne og servicekvaliteten samt brugere og medarbejderes vurderinger af teknologien. Som et led i evalueringerne skal der udarbejdes en national business case, der med udgangspunkt i statens business case-model tilvejebringer et solidt grundlag for kommuner og regioners beslutning om investeringer i velfærdsteknologi og for eventuel beslutning om national udbredelse.



Der kan ydes tilskud på op til 1,5 mio. kr. pr. projekt inden for digital velfærd på socialområdet det vil sige digitale eller teknologiske løsninger, der enten udgør eller understøtter velfærdsydelser for borgerne. Heraf kan der ydes op til 1 mio. kr. til evaluering udført af eksterne konsulenter og op til 0,5 mio. kr. til projektledelse i projektperioden. Øvrige udgifter i projektet, herunder til indkøb af teknologi, afholdes af de deltagende kommuner og regioner.
 

Krav 

Projektet skal vedrøre det kommunale eller regionale socialområde og kan gå på tværs af sektorer. For at sikre en repræsentativ og valid evaluering og business case skal afprøvningen foretages i stor skala og baseres på afprøvning i minimum seks kommuner eller to regioner. Forud for ansøgning bør teknologien som minimum være afprøvet i pilotforsøg eller mindre demonstrationsforsøg.



Der kan dispenseres fra kravet om afprøvning i minimum seks kommuner eller to regioner, hvis projektets løsning vurderes at være særlig strategisk relevant og/eller uegnet til storskalaafprøvning, eller hvis løsningen afprøves i fuld drift i et mindre antal kommuner eller i én region. Projektet skal igangsættes senest i 2016 og forventes at have en samlet varighed på 1-2 år.



Projekter vil blive vurderet på baggrund af ansøgning. Ansøgningen skal blandt andet indeholde en projektbeskrivelse, herunder projektets organisering, digital eller teknologisk løsning, målgruppe, evalueringsdesign og en klar og velbeskrevet forandringsteori. Der vil i vurderingen desuden blive lagt vægt på projektets effekter (såvel økonomiske som ikke-økonomiske), skala i afprøvningen og afprøvningens fagområde. Ansøgninger fra projekter, der vedrører medicinhåndtering, vurderes at være særligt strategisk relevante.

Tilskud og evaluering

For at modtage tilskud under Strategi for digital velfærd skal projekter leve op til standardvilkår, regnskabsinstruks og revisionsinstruks jf. Bekendtgørelse for Fonden for Velfærdsteknologi. Der skal i ansøgningen angives én kommune eller én region som hovedansøger og tilskudsmodtager.



Projekter skal desuden gennemføre evaluering og business case, herunder nulpunkts-, midtvejs- og slutmåling som foreskrevet i evalueringskonceptet for projekter i regi af Strategi for digital velfærd. Evaluering og business case kan eksempelvis udarbejdes som business casen for ABT-projekt om forflytning.



Igangværende projekter kan også blive vurderet, såfremt der er udarbejdet eller kan udarbejdes en nulpunktsmåling, der kan ligge til grund for midtvejs- og slutmåling som beskrevet i evalueringskonceptet.

Procedure

Ansøgning sker ved udfyldelse af ansøgningsskema, som fremsendes til digitalvelfaerd@digst.dk senest 1. oktober 2016. Herefter vil ansøgninger blive behandlet af Digitaliseringsstyrelsen, DR, KL, Social- og Indenrigsministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet. Beslutning om tildeling af tilskud træffes i regi af styregruppen for den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi. Dette er initiativets sidste ansøgningsrunde. 



Spørgsmål vedrørende ansøgningsproces mv. kan rettes til Susanne Duus på tlf.: 33 95 10 50 eller sud@digst.dk.



Ansøgningsskema og relevante dokumenter om krav i forbindelse med projekttilskud og evaluering er tilgængelige på Digitaliseringsstyrelsen hjemmeside her (link forældet).