Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Læs mere om cookies

 

Internetdækning ingen hindring for digitale velfærdsløsninger

06-12-2017 Digitaliseringsstyrelsen

Stort set alle husstande har adgang til internet, der er hurtigt nok til at anvende digitale velfærdsløsninger. Det viser en ny rapport som PA Consulting Group har udarbejdet for Energistyrelsen, Digitaliseringsstyrelsen, KL og Danske Regioner.

Rapporten kortlægger 17 digitale velfærdsløsninger og viser, at anvendelsen af løsningerne kræver adgang til op til 3,0 Mbit/s down- og -upload-hastighed for at fungere optimalt, mens minimumskravet er 1,7 Mbit/s. Hele landet er dækket af mobilt bredbånd med 3,0 Mbit/s, hvor der dog må tages forbehold for lokale udsving. Bruges der en kablet forbindelse har 99 pct. af husstandene adgang til 2,0 Mbit/s download og 0,5 Mbit/s upload, der muliggør brugen af de fleste digitale velfærdsløsninger.

’Det er dejligt at få vished for, at vi i Danmark har de nødvendige forudsætninger for at udbrede digitale velfærdsløsninger til næsten hele landet’, siger Susanne Duus, Teamleder i Digitaliseringsstyrelsen.

Både mobil- og fastnetforbindelser kan anvendes til digitale velfærdsløsninger. Lokale udsving og behovet for stabilitet gør dog, at fastnetforbindelser fortsat er at foretrække. 

’I Digitaliseringsstyrelsen har vi længe haft fokus på arbejdet med digitale velfærdsløsninger. Det er en stor hjælp for både borgere og medarbejdere, og sætter borgeren i fokus for den offentlige service. Derfor er det positivt, at vi nu ved, at internetdækning ikke er en hindring for at anvende de digitale velfærdsløsninger, vi udbreder de kommende år’, siger hun.  

Som led i den teknologiske udvikling forventes bredbåndskravene til digitale velfærdsløsninger at stige til 5,0 Mbit/s frem mod 2020. Lige nu har 84 pct. af alle husstande adgang til denne hastighed med fastnetforbindelse. Næsten hele landet er endvidere dækket af mobile bredbåndsforbindelser med denne hastighed, hvor der dog må tages forbehold for lokale udsving.

Rapporten kommer desuden med en række gode råd til kommuner og regioner om anvendelsen af digitale velfærdsløsninger, der skal gøre det lettere at vælge den rigtige bredbåndsløsning, når digitale løsninger skal tages i brug hjemme hos borgerne.

Rapporten er udarbejdet af PA Consulting Group og fulgt af en styregruppe bestående af Danske Regioner, Kommunernes Landsforening, Energistyrelsen (formand) og Digitaliseringsstyrelsen. Rapporten har ophæng i initiativ 7.1 i Strategi for digital velfærd.

Læs håndbogen her (pdf)

Læs den tekniske rapport (pdf)

Læs mere om Digitaliseringsstyrelsens arbejde med digitale velfærdsløsninger på her

Tjek, hvor hurtigt internet, du har adgang til på din adresse her