NemID support til erhverv

Det er gratis for virksomhedens NemID administrator at få hjælp til udvalgte emner i forbindelse med brug af NemID medarbejdersignatur.

Du kan som virksomhed finde hjælp og vejledning til bestilling, installation og brug af NemID medarbejdersignatur på virk.dk og medarbejdersignatur.dk.

Digitaliseringsstyrelsen betaler for driften af den offentlige del af NemID. Vi har frikøbt al support til private, så det er gratis for borgerne at få hjælp til brugen af NemID.

Vi har desuden frikøbt de kategorier af support til virksomhedens NemID administrator, hvor virksomhederne ikke har andre muligheder for at få support end ved henvendelse til Nets. Det drejer sig om følgende:

  • Du har ikke modtaget din velkomst-e-mail, et brev med din adgangskode eller nøglekort inden for den oplyste tid.
  • Du har glemt dit brugerid.
  • Du har mistet din nøglefil, glemt din adgangskode til din nøglefil, eller har ikke fået fornyet din medarbejdersignatur.
  • Henvendelsen skyldes en fejl i Nets’ underliggende systemer.

Øvrig NemID-support til virksomheders administrator er omfattet af en egenbetaling på 250 kr. excl. moms pr. henvendelse.

NemID administratoren skal selv yde support til øvrige medarbejdere i virksomheden. Har de øvrige medarbejdere brug for hjælp, skal de altså kontakte virksomhedens NemID administrator.

Kontakt NemID erhvervssupport

Kan administrator ikke løse problemet, kan administrator få hjælp hos NemID erhvervssupport ved at ringe på tlf. 72 24 70 90 (eller søge information på nets.eu).

I telefonslusen skal du vælge, hvad du skal have hjælp til. Har din virksomhed brug for hjælp til et af de emner, der er gratis, vil opkaldet ikke blive faktureret.