Opsamling på markedsdialog vedr. erhverv

Digitaliseringsstyrelsen har i september og oktober 2016 gennemført nogle markedsdialoger med henblik på at få markedets input forud for det kommende udbud af MitID.

Formålet med markedsdialogen var at modtage input fra markedet vedrørende eksisterende løsninger, mulige nye løsninger baseret på kendt teknologi, nye teknologier og komponenter og en række andre emner vedr. bl.a. juridiske og kontraktmæssige forhold.

Dialogen med markedet skal medvirke til at sikre, at udbuddet udformes, så der sikres en god konkurrence med en attraktiv prissætning.

Stor interesse fra markedet

Markedet har vist stor interesse for projektet og en række potentielle leverandører tilbød deres deltagelse i markedsdialogen. Digitaliseringsstyrelsen gik i dialog med et udsnit af udenlandske og indenlandske leverandører, leverandører med standardkomponenter og leverandører med udviklings- og integrations-kompetencer, samt leverandører med spidskompetencer på enkeltområder.

Følgende leverandører deltog i markedsdialogen vedrørende næste generation NemID til erhvervsbrugere: Signaturgruppen A/S, IBM Danmark, KMD, Cryptomatic, Nets, Indra, Worldline, Estonian ICT Cluster og Nine. På den baggrund har Digitaliseringsstyrelsen fået værdifuldt input til udbudsmaterialet.

Læringspunkter og indtryk

På erhvervsområdet er markedet mindre modent end på borgerområdet, og den danske model adskiller sig markant fra andre landes håndtering af erhvervsidentiteter. Det har derfor været en vigtig læring, at den eksisterende løsning for erhvervsbrugere, herunder anvendelsen, skal beskrives meget nøje for at skabe den rette forståelse for kravene til en ny løsning.

Drøftelserne på erhvervsområdet har givet mange gode input i forhold til behovet for større anvendelse af private akkreditiver (nøglekort) i erhvervsmæssig kontekst.

Markedet har peget på flere forskellige cost-drivere og forretningsmodeller. Heraf kan nævnes en forretningsmodel, hvor leverandørens indtjening overvejende er forbrugsafhængig. En anden faktor er håndtering af rettigheder til løsningen, der bør afhænge af i hvilket omfang, der er tale om ny-udvikling fra bunden, eller om der hovedsagligt indgår standardkomponenter. Generelt havde leverandørerne det samlede råd, at det skal overvejes, i hvilket omfang der ønskes mange eller få akkreditiver. Mange muligheder for valg af akkreditiver vil også kunne give mange forretningslogikker, som alt andet lige er omkostningstungt at håndtere.

Vedrørende support var det generelle indtryk, at markedet kan levere supportydelser på alle niveauer. Markedet fremhævede, at support udgør en væsentlig opgave – ikke mindst på kommunikationssiden.

Det er en læring, at tidsestimater er svære at få input til på et så tidligt tidspunkt forud for det egentlige udbud, som en markedsdialog nødvendigvis må gennemføres på, og hvor der udelukkende foreligger et overordnet løsningskoncept.

Indtrykket er, at markedet er åbent over for forskellige vederlagsmodeller. Det blev generelt fremhævet, at afhængig af model vil en leverandør indregne en større eller mindre risikopræmie for ikke på forhånd fastlagte løsningselementer som fx transaktionsmængde. Det er således vigtigt at skabe det rette økonomiske incitament for leverandøren.

Det var det generelle indtryk, at markedet foretrækker at udviklingsydelsen og drift af løsningen varetages af samme leverandør i hvert fald i den første kontraktperiode. Det vil samle ansvaret ét sted og også gøre det nemmere at kontraktstyre bl.a. med hensyn til transition fra den eksisterende løsning og videreudvikling af løsningen.

Med mange interessenter vil det være nødvendigt med mange testmiljøer og dedikerede præ-produktionsmiljøer. Hvis der vælges et fler-leverandør scenarie, kan det derudover være hensigtsmæssigt at etablere en central testfunktion, der sikrer afprøvning på tværs.

For så vidt angår rettigheder gav markedet generelt tilbagemelding om, at rettigheder (IPR) ikke vil kunne afgives. Enkelte tilkendegav at kunne indgå i nærmere forhandlinger herom. Hovedindtrykket var dog, at kunden normalt får en tidsubegrænset brugsret til standardkomponenter. For så vidt angår kundespecifikke udviklinger, kan kunden typisk få IPR, men det mest sædvanlige vil være, at kunden får en tidsubegrænset brugsret, evt. kunne man drøfte delt IPR.

Næste skridt

Markedsdialogen har givet Digitaliseringsstyrelsen værdifuldt input til arbejdet med de erhvervsrettede elementer af næste generation National Digital Identitets- og Signaturløsning.