Næste generation NemID

Digitaliseringsstyrelsen er i fuld gang med at forberede udbuddet af MitID (næste generation NemID), og alle interesserede leverandører opfordres til at følge dette arbejde.

NemID er en sikker, digital identifikation for borgere, myndigheder, private virksomheder og deres medarbejdere. Herudover er NemID også en digital signatur. Vi bruger altså både NemID til at dokumentere, hvem vi er, og til at ”underskrive” digitalt. Det er dog de færreste af os, der i det daglige oplever adskillelsen mellem de to funktioner.

Borgere og virksomheder bruger NemID til at logge på borger.dk, virk.dk og en lang række private hjemmesider (fx netbank), benytte en række digitale selvbetjeningsløsninger og læse Digital Post.

NemID er et samfundskritisk system med mere end 4,7 millioner NemID til borgere og 1,2 millioner NemID til medarbejdere i brug. Der gennemføres aktuelt mere end 55 mio. transaktioner månedligt. Derfor er det vigtigt for os, at brugerne af NemID kan fortsætte brugen af NemID frem til, vi har den nye løsning, MitID.

MitID

MitID er navnet på den løsning, der skal afløse den eksisterende NemID-løsning. Den nye løsning skal være en brugervenlig og fremtidssikret nøgle til netbanken, Digital Post og meget mere.

Løsningen er på vej i udbud - følg med på www.mitid.dk.

Sikker og brugervenlig løsning - også i fremtiden

I Danmark skal vi også i fremtiden stille en sikker og brugervenlig løsning for digital identifikation og signatur til rådighed for borgere, virksomheder og myndigheder. Det bliver vigtigt at holde fast i en it-sikkerhedsstruktur, som forener brugervenlighed og sikkerhed, og som gavner flest mulige borgere og virksomheder. 

De kommende års arbejde med næste generation NemID (MitID) er en god anledning til at gentænke løsningen, så de teknologiske muligheder også fremover udnyttes bedst muligt. Målet er en fleksibel og standardbaseret løsning, der kan bruges på både offentlige og private digitale tjenester.

Samarbejde mellem det offentlige og de danske banker

Digitaliseringsstyrelsen, på vegne af den offentlige sektor, indgår i et samarbejde med de danske banker om at anskaffe MitID og stille løsningen til rådighed for alle.

Læs mere om partnerskabet.

Se en film om det nye navn og logo.