Projektfaser

Rammerne for næste generation NemID skal lægges fast, og siden skal løsningen udbydes, udvikles og stilles til rådighed for de danske borgere, virksomheder og myndigheder. Her på siden kan du læse mere om, hvordan Digitaliseringsstyrelsen tilrettelægger arbejdet med næste generation NemID.

Projektfaser

Nedenfor fremgår en oversigt over arbejdet med MitID.

Foranalyse - er gennemført

•Analyse af forskellige brugerbehov, snitflader til andre løsninger, tekniske og sikkerhedsmæssige krav, økonomi, finansiering mv.

•Input fra offentlig høring og brugertest, input fra fællesoffentlige parter og interessenter om mulige løsningsscenarier.

•Teknisk dialog om partnerskab med parter i den private sektor.

•Rapport, der indkredser et mindre antal scenarier for den fremtidige løsning.

•Forberedelse af udbud om partnerskab.

Analyse og udbud af partnerskab - er gennemført

•Identifikation af, hvordan de forskellige behov og muligheder kan spille sammen i ét samlet, detaljeret løsningskoncept. Udbud og etablering af partnerskab.

•Endelig skitse af ét fremtidigt løsningsscenarie, der  kvalificeres i samarbejde med de fællesoffentlige parter.

•Politisk beslutningsproces. Udformningen af den nye MitID-løsning (rammer og løsningsmodel) godkendes politisk, inden det sendes i udbud.

•Desuden beslutningsproces hos bankerne for så vidt angår udformningen af partnerskabets fælles NemID-løsning.

Anskaffelse - igangværende

•Forelæggelse for statens IT-projektråd.

•Udbud af MitID, forhandling m.v.

•Vinder(e) af udbud findes.

•Udvikling af MitID.

Gennemførsel

•Implementering og migrering af MitID forventes påbegyndt.

•Offentlige såvel som private tjenesteudbyderes it-systemer skal tilpasses den nye MitID-løsning.

•Brugerne (borgere og virksomheder) skal forberedes på overgangen til den nye løsning.

Det er afgørende, at der er tid nok for potentielle nye leverandører til at udvikle den kommende løsning, tilpasse de offentlige såvel som private it-systemer samt forberede borgere og virksomheder godt på overgangen til MitID. Det skal sikre, at kvaliteten og sikkerheden for brugerne er i højsædet.

Digitaliseringsstyrelsen arbejder sammen med Nets på at sikre den bedst mulige overgang fra NemID til MitID, herunder at det eksisterende NemID kan anvendes, frem til en ny løsning er fuldt implementeret.