Om Digital Post - til pressen

Alle borgere på 15 år og derover, som har et CPR-nummer og ikke er fritaget, modtager Digital Post fra det offentlige

Kun borgere, som er blevet fritaget fra Digital Post, modtager ikke post fra det offentlige digitalt.

Læs mere: Det skal du vide om Digital Post

Hvad er Digital Post?

Digital Post fra offentlige myndigheder er samme slags breve, der tidligere blev sendt til borgere og virksomheder på papir. Det kan fx være indkaldelser til undersøgelse på sygehuset, besked om plads i daginstitution eller meddelelser om udbetalinger fra det offentlige.

Forskellen fra traditionel papirpost eller en e-mail er, at Digital Post modtages og læses på en sikker hjemmeside på internettet. Borgerne kan læse deres digitale post ved at logge ind med NemID på borger.dk eller på e-Boks.dk – alt efter, hvad man foretrækker. Virksomheder kan læse deres digitale post på virk eller hente den ind i egne systemer.

Der er borgere, der kan have svært ved at læse deres digitale post. Disse borgere kan få hjælp i Borgerservice eller give andre, fx pårørende, adgang til at læse deres digitale post. De borgere, der ikke er i stand til at modtage posten digitalt kan blive fritaget. Læs mere: Fritagelse

Næste generation Digital Post på vej

Allerede nu arbejder Digitaliseringsstyrelsen på næste generation af Digital Post, så løsningen kan følge den teknologiske udvikling og brugernes fremadrettede behov. Læs mere om Næste generation Digital Post.

Digital Post og e-Boks

Digital Post er den post, som det offentlige sender digitalt. Denne post kan borgerne læse på borger.dk eller på e-Boks.dk, alt efter hvad man foretrækker. Man behøver kun tjekke sin digitale post ét af stederne. Ligegyldigt hvilken af siderne man logger på, får man vist den samme indbakke og den samme post.

Baggrund for Digital Post

Ved at sende brevene til borgerne digitalt, kan samfundet spare ca. 1 mia. kr. hvert år på bl.a. porto og papir. De penge kan prioriteres til fx sundhed, uddannelse, ældrepleje mv. 

Digital Post giver borgeren fleksibilitet, idet posten følger borgeren - også når man skifter postadresse. Sikkerheden er høj, fordi Digital Post er knyttet til den enkelte brugers NemID og CPR-nummer. Borgerens digitale post bliver automatisk gemt og opbevaret, så man til enhver tid kan finde og dokumentere sin korrespondance med det offentlige.