Konsekvensvurdering for privatlivet

Privatlivets fred handler om at beskytte 'retten til at være alene'. Nøglebegreber er beskyttelse af individets integritet, privatlivets fred og individets kontrol over hvornår og hvordan personhenførbare informationer frigives.

Når det offentlige eller private udvikler nye digitaliseringsløsninger, indebærer det ofte behandling af personoplysninger. Det kan have konsekvenser for borgernes privatlivsbeskyttelse. 

Formålet med en it-løsning er oftest at effektivisere eksisterende arbejdsgange, løfte kvaliteten eller indpasse international lovgivning. Er der personoplysninger involveret i løsningen, er det nødvendigt at vurdere interesserne mellem hensynet til den enkelte borger og et overordnet samfundsmæssigt hensyn.

Digitaliseringsstyrelsen har udgivet en vejledning til konsekvensvurdering og en excel-model, der kan bruges i arbejdet med selve vurderingen. Guiden giver en kortfattet introduktion til metoden.

Hent 

Obligatorisk privatlivsvurdering

Med opdateringen af den fællesstatslige projekt- og programmodel er det blevet obligatorisk at gennemføre privatlivsrelaterede risikovurderinger i analysefasen af projekter, der skal følge modellerne. Til det formål kan der gennemføres en konsekvensvurdering af privatlivsbeskyttelsen eller også kaldet en privatlivsimplikationsanalyse eller privacy impact assessment. Afvejningen kan ske med udgangspunkt i en systematisk vurdering af konsekvenserne for privatlivet for den enkelte borger.

Samtidig har statens it-projektråd øget sit fokus på informationssikkerhed ved at inddrage det som et tema i risikovurderingerne.