Vi holder hackerne ude

Danskerne er mere digitale end nogensinde. Samtidig er it-kriminalitet i kraftig stigning, men langt de fleste danskere tager ikke basale forholdsregler for at undgå at blive ramt. En ny kampagne skal hjælpe danskerne med at holde hackerne ude med seks enkle råd.

Digitaliseringsstyrelsen igangsætter 7. november og 4 uger frem kampagnen ”vi holder hackerne ude”. Kampagnens omdrejningspunkt er kampagnesitet: www.viholderhackerneude.dk, hvor man kan finde de 6 gode råd og konkrete handleregler til, hvordan man kan forbedre sin digitale sikkerhed. 

Danskerne får her hjælp til at blive mere sikre på nettet med 6 gode råd til en it-sikker hverdag:

  • Lav dit kodeord længere og slå to-trins-login til
  • Reagér kun på sikre beskeder
  • Sikkerhedskopiér hver uge
  • Opdatér dine programmer
  • Hold dit NemID for dig selv
  • Tjek altid ”Om os”-siden i netbutikken

Om kampagnen

Indsatsen lanceres i et bredt samarbejde mellem Digitaliseringsstyrelsen, KL, Danske Regioner, Forbrugerrådet Tænk, Finans Danmark, e-mærket og Medierådet for børn og unge. Den er baseret på den nyeste adfærdsforskning og hviler på en grundig vidensindsamling. 

Danskernes informationssikkerhed er dels kortlagt i en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse med 1042 respondenter foretaget af Userneeds i perioden 26. september til 1. oktober 2017, og dels ved hjælp af data på danskernes digitale adfærd i anonymiseret form fra YouSee / TDC Group og undersøgelsen ”Danskernes informationssikkerhed, 2016”. Læs mere om undersøgelsen.

Kampagnen er en del af eksekveringen på den fælles offentlige digitaliseringsstrategi (2016-2020), hvoraf det i initiativ 9.3 "Højt kendskab til informationssikkerhed" fremgår, at der i løbet af strategiperioden igangsættes løbende informationskampagner og -indsatser om god digital adfærd, som skal skabe viden om trusler og ruste borgere og virksomheder til at kunne udnytte de digitale muligheder på en sikker måde.

Lav dit kodeord længere og slå to-trins-login til

  • Lav dit kodeord længere og slå to-trins-login til. NemID er et eksempel på to-trins-login: Du taster først dit brugernavn og adgangskode og derefter en engangskode fra dit nøglekort.
  • Antallet af tegn er vigtigere end, hvilke tegn man bruger i sit kodeord
  • Det typiske kodeord i Danmark er kun 8 tegn langt, og over halvdelen af danskerne har aldrig hørt om to-faktor-login.

Reagér kun på sikre beskeder

  • Op mod hver femte dansker har oplevet at få hacket deres e-mailkonto eller deres profil på sociale medier.

Sikkerhedskopiér hver uge

  • Hver tredje dansker har prøvet at miste data, som ikke kunne genskabes, fordi det ikke var sikkerhedskopieret.

Opdatér dine programmer

  • Næsten 40 pct. af danskerne har ikke opdateret deres styresystem til den nyeste version, og lige så mange ved ikke, at nye opdateringer ofte har til formål at øge it-sikkerheden.
  • Færre end hver tredje dansker har slået automatisk opdatering til på deres mobiltelefon og computer. Ca. samme andel bruger ikke muligheden for automatisk opdatering af deres styresystem.

Hold dit NemID for dig selv

  • En tredjedel af danskerne tror, det er ufarligt at dele deres NemID-nøglekort digitalt. Mere end hver femte deler det digitalt med deres partner.

Tjek altid ”Om os”-siden i netbutikken

  • En rigtig virksomhed fortæller gerne om sig selv