Cyber- og informationssikkerhed

Forekomsten af it-relaterede trusler mod private borgere, virksomheder og offentlige myndigheder er stigende. Og udefrakommende cyberangreb mod digitale systemer er over en kortere årrække blevet mere udbredte og mere avancerede.

Flere og flere områder digitaliseres, hvilket er afgørende for den videre udvikling af velfærdssamfundet. Tilsvarende er det afgørende, at cyber- og informationssikkerhedsarbejdet professionaliseres og løbende udvikles.

Den digitale infrastruktur skal beskyttes. Det forudsætter, at cyber- og informationssikkerhed sættes på den ledelsesmæssige dagsorden og prioriteres.

I samarbejde med Center for cybersikkerhed har Digitaliseringsstyrelsen gennem de sidste år udgivet en række publikationer med henblik på at styrke cyber- og informationssikkerheden i Danmark.