Ny business case for telemedicin til borgere med KOL

Der er i perioden maj 2016 - februar 2017 genberegnet en endelig business case for landsdækkende udbredelse af telemedicinsk hjemmemonitorering til borgere med KOL.

Der er tidligere udarbejdet en foreløbig business case for landsdækkende udbredelse af telemedicinsk hjemmemonitorering til borgere med KOL, som lå til grund for økonomiaftalerne for 2016, hvor Regeringen, KL og Danske Regioner indgik aftale om landsdækkende udbredelse af telemedicin inden udgangen af 2019. 

Denne foreløbige business case kan læses her

Genberegnet business case for landsdækkende udbredelse af telemedicinsk hjemmemonitorering til borgere med KOL

Formålet med den genberegnede business case er først og fremmest at beregne business casen på nogle mere sikre data. For det andet er det på nuværende tidspunkt muligt at stratificere business casen på de målgrupper, hvor effekten er størst. Endelig skal business casen understøtte planlægning- og implementeringsarbejdet i de fem landsdelsprogrammer for udbredelse af telemedicinsk hjemmemonitorering til borgere med KOL. 

Business casen baserer sig primært på forskningsdata fra storskalaprojektet TeleCare Nord. I forbindelse med projektet er borgere med KOL blevet tilbudt selv at varetage måling af vitale værdier som blodtryk, vægt og iltmætning i eget hjem. Sundhedsfagligt personale i kommunen har fulgt op og sørget for hurtig indsats, hvis borgerens tilstand var i forværring.

Der er i business casen identificeret en række væsentlige kvalitative gevinster ved brug af telemedicinsk hjemmemonitorering til borgere med KOL. Det er blandt andet øget viden hos patienterne om og kompetencer til egenomsorg, indflydelse på egen tilstand samt øget livskvalitet og tryghed.

Der er store økonomiske gevinster såvel som omkostninger forbundet med indførsel af telemedicinsk hjemmemonitorering til borgere med KOL. Business casens beregninger viser, at det akkumulerede nettopotentiale på landsplan er positivt med 483 mio. kr. over fem år, mens det årlige nettopotentiale ved fuld indfasning af business casen er på 202 mio. kr. på landsplan.

Gevinsterne i business casen stammer i hovedsagen fra telemedicinens forebyggende effekter for borgere med KOL særligt i form af et fald i indlæggelser og praktisk hjælp og pleje i kommunerne. Derudover er der et mindre fald i ambulante konsultationer og konsultationer i almen praksis.

Udgifterne består primært i indkøb og løbende udskiftning af det telemedicinske udstyr til borgerne og en ekstraopgave i kommunerne med at monitorere borgernes data. Dertil kommer udgifter til projektledelse, undervisning af plejepersonale, oplæring af borgere med KOL, driftsledelse, udvikling i medicinforbrug og en stigning i kommunale sygeplejeindsatser.

Forskelle mellem den foreløbige business case på landsdækkende udbredelse af telemedicinsk hjemmemonitorering til borgere med KOL og den genberegnede business case

Den genberegnede business case tager udgangspunkt i bearbejdede data fra et sundhedsøkonomisk forskningsprojekt hørende under TeleCare Nord projektet. TeleCare Nord projektet har vist, at der er forskelle i omkostningsniveauet på tværs af de enkelte GOLD-grupper for borgerne med KOL. Effekterne er således forskellige på tværs af GOLD-grupperne.

De foreløbige resultater offentliggjort fra det sundhedsøkonomiske forskningsprojekt i regi af TeleCare Nord viser, at det er mest relevant i et sundhedsøkonomisk perspektiv at tilbyde telemedicinsk hjemmemonitorering til borgere med svær KOL (GOLD 3), fordi der i denne gruppe er både en gevinst i form af kvalitetsjusterede leveår og en samfundsøkonomisk gevinst. Det er ikke tilfældet for øvrige grupper af borgere med KOL (GOLD 1, 2 og 4).

I den foreløbige business case indgik borgere i alle GOLD-grupper (GOLD 1-4). I den genberegnede business case er det valgt, at potentialet beregnes på en målgruppe af patienter med svær KOL kategoriseret som GOLD 3, blandt andet med afsæt i resultaterne fra TeleCare Nord. Det er forventningen, at borgere i kategorien GOLD 3 fortsætter den telemedicinske behandling, når deres sygdom udvikler sig fra svær til meget svær KOL (GOLD 4), hvorfor borgere i GOLD 4 også er indregnet i business casen.

Der er efter færdiggørelsen af forskningsprojektet i Nordjylland, som business casen bygger på, kommet nye GOLD-kriterier, som anvendes til at klassificere borgere med KOL. Disse indgår ikke direkte i den genberegnede business case, fordi forskningsdata fra Nordjylland desværre ikke kan stratificeres efter de nye kriterier. De nye kriterier indgår dog som en perspektivering i business casen.

Læs den genberegnede business case for landsdækkende udbredelse af telemedicinsk hjemmemonitorering i boksen til højre.