10 praktiske tips til indkøb af hjemmesider

I det følgende gennemgås 10 tips til dig, som skal til at indkøbe en ny hjemmeside. De 10 tips kan hjælpe dig til at sikre tilgængeligheden af jeres nye hjemmeside.

Som projektansvarlig kan du være med til at sikre tilgængeligheden på flere måder:

  • Du kan sikre, at krav om tilgængelighed kommer med allerede fra web-projektets første faser
  • Du kan sørge for, at overholdelsen af tilgængelighedskravene kontrolleres
  • Du kan sørge for, at dine kolleger er klar over, hvordan man laver tilgængelig information
  • Du kan sikre, at dine kolleger har det bedst mulige værktøj til at sikre tilgængeligheden fremover.

Samarbejde

Tilgængelighed kan ikke sikres af en enkelt person. Det er vigtigt, at alle, der har med hjemmesiden at gøre, arbejder sammen for at få et tilgængeligt resultat.

 

1. Tilgængelighedspolitik

Hvis jeres organisation ikke har en tilgængelighedspolitik, er købet af en ny hjemmeside en god lejlighed til at definere den. I hvilket omfang vil I sikre, at så mange som muligt kan bruge de informationer, der lægges på jeres website? Vil I sikre alt materiale er tilgængeligt, også historisk materiale, eller vil I sætte et starttidspunkt fra, hvornår alt materiale skal være tilgængeligt?

Der er mange relevante spørgsmål og relevante processer at tage med i en politik. Se et eksempel på en it-tilgængelighedspolitik.

 

2. Skab forståelse for og tag ansvar for tilgængelighed

Udfordringen

Tilgængelighed kan være et svært mål, hvis man ikke ved, hvor problemerne er. Det er også svært, hvis man ikke har øje for, at hensynet til tilgængelighed skal indgå som en naturlig del af hele processen. Man vil ofte kunne stå i en situation, hvor nogle af deltagerne i en projektgruppe ikke synes, at det er så væsentligt, at løsningen bliver tilgængelig. Måske synes de, at andre elementer er mere væsentlige.

Tilgængelighed glemmes eller fravælges ofte, fordi ingen tager ansvar for det, eller fordi ingen kender fordelene eller kravene. I værste fald skal man så bagefter bruge mange ressourcer på at rette op på fejl.

Løsningen

Læg vægt på tilgængelighed som et succeskriterium i den færdige løsning. På den måde motiveres alle til at arbejde for, at den færdige løsning bliver tilgængelig – og at der lægges vægt på dette i alle projektets faser.

Det kan være en fordel, hvis alle deltagerne i en projektgruppe får kendskab til, hvordan mennesker med funktionsnedsættelser bruger internettet. Man kan for eksempel vise en film om emnet eller invitere en bruger til at komme og vise, hvordan han bruger internettet.

Som projektansvarlig skal du (eller din organisation) altså tage ansvar for, at løsningen bliver tilgængelig.

Husk på at ”alles ansvar er ingens ansvar”, og udpeg derfor en person eller gruppe, der har det overordnede ansvar for, at hjemmesiden bliver tilgængelig. Sørg for, at den pågældende person eller gruppe har tilstrækkelig viden på området eller kan støtte sig til ekstern ekspertise.

 

3. Definer tilgængelighed i kravspecifikationen

Udfordringen

Alt for ofte indgår tilgængelighed ikke i kravspecifikationen. Hvis tilgængelighed indgår, er det ofte ikke formuleret tilstrækkeligt klart, måske nævnes det, at hjemmesiden skal ”overholde retningslinjerne for tilgængeligt webdesign” eller ”overholde WAI retningslinjerne.”

Det er en alt for upræcis formulering, som kan blive en kilde til problemer senere i forløbet.

Løsningen

Der er to hovedveje at vælge, når du skal specificere tilgængelighed. Du kan enten referere til fast definerede retningslinjer, der ligger udenfor kravspecifikationen, eller du kan skrive de enkelte krav direkte ind i kravspecifikationen.

  • Vælger du at referere til retningslinjer uden for selve kravspecifikationen, kan du for eksempel angive, hvilke eller hvilken WAI retningslinje(r), der skal overholdes. Du kan eksempelvis skrive: ”Den færdige hjemmeside skal leve op til WAI's WCAG 2.0 retningslinjer på niveau AA”.
  • Vælger du at skrive de enkelte krav ind i kravspecifikationen, kan du bruge udbudsværktøjskassen. Herfra kan du klippe de ønskede krav og sætte dem direkte ind i kravspecifikationen.

Med sidstnævnte metode kan du også bede leverandøren forholde sig til de enkelte krav og beskrive, hvilken løsning der foreslås anvendt. Det kan være en stor hjælp senere i forløbet.

 

4. Tænk fremad: Sørg for gode værktøjer

Udfordringen

Én ting er at få en tilgængelig løsning, noget andet er at sikre, at det forbliver tilgængeligt. En stor hjælp er naturligvis at sørge for, at de, der skal arbejde fremadrettet med løsningen (hjemmesiden), får de bedst mulige værktøjer til det.

Løsningen

Stil krav til CMS'et. Her kan du læse om relevante krav til en CMS-løsning

5. Kontroller at der ikke er konflikt mellem krav i kravspecifikationen

Udfordringen

Nogle gange er der krav i den øvrige kravspecifikation, der er i konflikt med tilgængelighedskravene. Det kan være designkrav, der lægger op til et fast design. Det er løsninger, som ikke er særligt tilgængelige, fordi designet ikke er fleksibelt og muligt at tilpasse for brugeren.

Andre steder skal man være særlig opmærksom på, at den ønskede løsning bliver tilgængelig. Det kan være krav om folde-ud menuer, brug af AJAX-teknologi, video eller lignende.

Løsningen

Gennemgå alle kravene for at sikre, at der ikke er indbyggede konflikter mellem de forskellige krav. Vær særligt opmærksom på de krav, der kan have betydning for, hvor tilgængelig løsningen er. Dette er naturligvis lettest, hvis de enkelte krav til tilgængeligheden er sat ind i kravspecifikationen.

Bruger du udbudsværktøjskassen, kan du i vejledningen til den finde en forklaring på betydningen af de enkelte krav. Hvis du har valgt at referere til for eksempel WAI-krav samlet, skal du gennemgå disse for at sikre, at der i dit materiale ikke er krav, der er i konflikt med disse.

6. Kontroller leverandørens referencer

Udfordringen

De fleste leverandører vil bekræfte, at de kan levere en tilgængelig hjemmeside, men en del har ikke erfaring med tilgængelighed i praksis. Måske vil de kun kunne lave en meget simpel og kedelig hjemmeside med deres system, eller måske vil det stille store krav til dem, der bagefter skal lægge informationer ind i systemet, hvis resultatet skal være tilgængeligt.

Løsningen

Bed leverandøren om en referenceliste over tilgængelige hjemmesider baseret på det pågældende system, og undersøg, om de er tilgængelige. Kontakt eventuelt ejeren af de pågældende hjemmesider for at høre deres erfaringer.

I kan eventuelt bede leverandøren om at beskrive, hvilken løsning der vil blive brugt i forhold til de enkelte krav. På den måde kan I også få en fornemmelse af, i hvor høj grad leverandøren har forståelse for og/eller erfaring med at levere tilgængelige løsninger. Det bliver på den baggrund lettere at vælge mellem forskellige leverandører.

7. Aftal en proces for tjek af tilgængeligheden

Udfordringen

Selvom tilgængelighed var med i kravspecifikationen og leverandøren havde erfaring med tilgængelige hjemmesider, kan den færdige løsning have mangler i forbindelse med tilgængelighed, og i den type situationer bliver det nødvendigt at lave mange rettelser sidst i processen.

Løsningen

At skabe en tilgængelig hjemmeside er en løbende proces. Sørg derfor for, at tilgængelighed indarbejdes i udviklingsprocessen.

Det er relevant at se på tilgængeligheden ved følgende milepæle i forløbet:

  • Når informations- og navigationsstrukturen er fastlagt:
    På dette trin er der endnu ikke skrevet kode, men måske lavet nogle navigationsskitser eller strukturkort. Allerede her kan man se efter mulige problemer med tilgængeligheden i forbindelse med menuer, søgning, sideoversigt og stikord.
  • Når det første designudkast er udarbejdet:
    På dette trin kan man se på farver, kontraster, brug af illustrationer og layout.
  • Når den første HTML-prototype er klar:
    På dette trin kan man se på overholdelse af HTML-standard, struktur af dokumenter og praktisk udformning af navigation.
  • Når yderligere funktioner er opbygget:
    Efterhånden som søgefunktioner, formularer, skabeloner og andre separate funktioner færdiggøres, skal deres tilgængelighed undersøges.
  • Når inddateringsdelen er klar:
    På dette trin undersøges det, hvorvidt eventuelle krav til tilgængelighed i inddateringsdelen er overholdt, samt om den understøtter oprettelse af tilgængelige sider.
  • Når hjemmesiden er klar til overtagelse:
    Denne test vil ofte foregå sammen med driftsprøvning eller overleveringstest og bør samle op på tidligere identificerede problemer samt indeholde en fornyet test af inddateringsdel og alle funktioner/sideskabeloner.

8. Afsæt tid og ressourcer

Udfordringen

Det behøver ikke koste en formue at sikre, at en hjemmeside er tilgængelig, men der skal selvfølgelig være tid og ressourcer til at gennemføre denne del af udviklingsprocessen. Ofte glemmer man at afsætte tid til kontrol af hjemmesiden inden lanceringen eller at give den ansvarlige for tilgængeligheden de nødvendige ressourcer.

Løsningen

Indsæt milepæle for tilgængelighedsarbejdet i projektplanen, og husk at afsætte tid i projektplanen til de valgte afprøvninger. Sørg også for, at de nødvendige ressourcer er til rådighed for den ansvarlige for tilgængeligheden.

9. Kontroller det færdige resultat

Udfordringen

Tilgængelighed var med i kravspecifikationen, blev indarbejdet i processen, og redaktørerne er uddannede, men ved I om resultatet er tilgængeligt?

Løsningen

Kontroller tilgængeligheden flere gange, i første omgang i forbindelse med afleveringen af systemet, og dernæst løbende stikprøver med stigende intervaller. Kontrollen kan være baseret på automatiske værktøjer, kombineret med at en person gennemgår hjemmesiden. Den kan også foretages af et eksternt konsulentbureau, der har særlig viden om tilgængelighed. 

10. Tænk fremad: Sørg for at uddannelse inkluderer tilgængelighed

Udfordringen

En hjemmeside er ikke mere tilgængelig end den mindst tilgængelige del. Skifter I til et nyt CMS, skal redaktørerne uddannes i brugen af dette, så der skabes tilgængeligt indhold.

Løsningen

Bed leverandøren om, at deltagerne på kurset lærer at lave tilgængelige sider og at kontrollere, at de er tilgængelige.